Rema 1000-chef: Det skal der ske med Aldi-butikkerne
28. september er Aldi fortid i Nordjylland, og mange er naturligvis spændte på, hvad der skal ske med alle de tomme butikslokaler.
Mange af dem er som bekendt solgt til Rema 1000, men det betyder ikke, at der nødvendigvis skal åbnes en Rema.
Kæden købte 114 Aldi-butikker i hele landet, men har tidligere meldt ud, at de kun åbner butikker i 60-80 af dem. Derfor har vi spurgt Rema 1000 om, hvad der skal ske med butikkerne i Ligeher.nu Brønderslevs dækningsområde.
- Vi åbner en Rema 1000 i Aldis lokaler på Midtergade i Hals. Vi har ikke en endelig åbningsdato, men vi forventer, at det bliver engang i foråret, siger Michael Deleuran, der er regionschef i Rema 1000.
Han fortæller, at den norske kæde overtager butikken 2. oktober.
Herefter pågår ombygningsarbejdet. Det tager noget tid at forvandle den fra en Aldi til en Rema 1000. Det er derfor, jeg ikke kan komme med et endeligt åbningstidspunkt. Men det bliver i hvert fald ikke før jul, siger Regionschefen.
Han kan til gengæld ikke sige så meget om fremtiden for butikken i Brønderslev. Her er kæden stadig ved at overveje, hvad der skal ske.