Rævdalsparken i Dronninglund renoveres for 20 mio. kroner
DRONNINGLUND: Med to spadestik markerede Sundby-Hvorup Boligforening starten på et større renoveringsprojekt for de 55 boliger i Rævdalsparken i Dronninglund. Særligt husenes tage trænger til udskiftning, men murværket, der er plaget af fugt, skal også renoveres, ligesom problemer med optrængende grundvand skal løses.
Et ønske om at omdanne de ni ungdomsboliger i Rævdalsparken til fire nye familieboliger, har man fået afslag på i Social- og Boligstyrelsen, så de bibeholdes og renoveres på linje med resten af afdelingens boliger.
Det store projekt har været i licitation, og håndværkerne går nu i gang i løbet af de kommende dage. Starten på projektet blev markeret med et arrangement, hvor alle beboere og samarbejdspartnere var inviteret.
Borgmester Mikael Klitgaard var der også, og han tog det første spadestik.
- Vi er glade for, at vi kan være med til at understøtte, at disse boliger bliver lavet tidssvarende, sagde han og fortsatte:
- De er jo efterhånden nogle år gamle og trænger til, at der bliver gjort noget både indvendigt og udvendigt. Gavlene tager fugt ind, og så skal der laves dræn omkring de boliger, der ligger lavest. Det må vi sørge for at hjælpe hinanden med, så der ikke er fugt i boligerne. Området ser jo pænt ud i dag, men det kan være, det bliver endnu pænere, sagde borgmesteren og takkede for det gode samarbejde, kommunen altid har med boligforeningen.
Normalt er det ved starten af et nybyggeri, der tages spadestik, men det havde man altså valgt at gøre i Rævdalsparken for at markere starten på den omfattende renovering. Mikael Klitgaard mente at vide hvorfor.
- Jeg har tidligere været med til sådan en renovering, og da blev jeg bedt om at mure en sten ind, men den blev vist sat lidt skævt, så derfor tør de nok ikke lade mig mure denne gang. Jeg er nok også bedre til at bruge en spade, sagde han og tog derefter det første spadestik.
Herefter var det formand for organisationsbestyrelsen, Hans Bøyen Christensen, der greb spaden. Han understregede i sin korte tale, at murværk og tage skal renoveres, men at det ikke mindst drejer sig om at lave dræn omkring husene.
- Vi skal undgå opstigning af grundvand i husene og sørge for, at børnene kan lege på græsplænerne uden at blive gennemblødt. Udearealerne får også et løft, så hele bebyggelsen kommer til at stå skarpt i bybilledet til glæde for alle i Dronninglund, sagde han.
Det lille arrangement sluttede med kaffe og kajkage.