Prisvindende fotoudstilling kan opleves i Brønderslev
Danske Handicaporganisationers lokalafdeling i Brønderslev har fået den prisvindende fotoudstilling ”At høre til” til Brønderslev.
Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
- Fotograf Andreas Haubjerg har i samarbejde med Danske Handicaporganisationer fotograferet forskellige mennesker med handicap, oplyser de og peger på, at fotoserien vandt prisen for Årets Portrætserie i 2022.
Fotoserien giver et kig ind i et livet hos mennesker, der lever med et handicap.
- Nogle er født med deres handicap, imens andre har fået det senere i livet. Nogle har lært alting forfra, og andre har aldrig kendt til andet. De fortæller om at finde fællesskaber, hvor de føler sig set for den, de er. Og hvor handicappet er parkeret som noget mindre vigtigt, skriver lokalafdelingen.
De oplyser også, at der er flere end 500.000 mennesker i Danmark, der lever med et større eller mindre synligt eller usynligt handicap. Det tæller alt fra ordblindhed og muskelsvind til hjerneskade og gigt.
På hvert foto er der en QR-kode, som kan scannes med sit kamera på mobilen, hvor man kan læse om det enkelt menneske på fotoet.
- Fotoserien har været vidt omkring. Blandt andet i Paris i i forbindelse med fotokonkurrencen PX3, skriver de.
Udstillingen kan ses på Brønderslev og Hjallerup Bibliotek i løbet af december 2023.
I løbet af 2024 er det planen at forsøge at få udstillingen rundt på forskellige samlingspunkter i Brønderslev kommune for eksempel kommunekontorer og aktivitetscenter.