Billede beskrivelse

PN Beslag-effekter skal på museum

26. marts 2025 kl. 14.01
Opdateret 27. marts 2025 kl. 08.39

BRØNDERSLEV: Jeg sidder ved museumsinspektør Anders Kilgasts skrivebord. Udover os to er tidligere sekretær på PN Beslag Annette Andersen også til stede. Vi skal tale om PN Beslags efterladenskaber, efter virksomheden nu er fortid i Brønderslev.

PN Beslag har blandt andet efterladt et virksomhedsmuseum og et -arkiv.

- Vildmosemuseet og Museum for Forsyning og Bæredygtighed har besluttet at overtage og bevare effekterne fra virksomhedsmuseet og PN Beslags arkiv, fortæller Anders Kilgast.

- Det har jo været en af byens førende virksomheder i mange år, så vi vil gerne bevare noget af det, der er tilbage, uddyber Anders Kilgast.

Annette Andersen har oplevet PN Beslag på nærmeste hold, da hun arbejdede som sekretær indtil hun gik på pension i 2017, og hun udtrykker stor glæde over, at museerne vil bevare noget af PN Beslags fortid.

Billede beskrivelse

- Jeg tror, det betyder meget for mange mennesker, at de får mulighed for at se effekterne fra PN Beslag. Der er jo rigtig mange af byens borgere, der har arbejdet på PN Beslag, som jo har fyldt rigtig meget i Brønderslev by, siger Annette Andersen.

Effekterne fra PN Beslag er lige nu pakket ned og skal nu gemmes ad vejen i et par år, indtil museerne åbner i byens nye kulturhus.

- Vi har ikke mulighed for at udstille på nuværende tidspunkt, så vi må finde et sted at opbevare dem, siger Anders Kilgast.

Efter lidt samtale rejser vi os for at gå ind for at se på nogle af effekterne.

Vi kommer ind i et et rum, hvor det mest er museernes nuværende effekter, der er opmagasineret. Men der står også en håndfuld flyttekasser med effekter fra PN Beslag.

Annette Andersen og Anders Kilgast åbner kasserne og fremdrager forskellige effekter. Annette Andersen stråler af glædeligt gensyn, da hun kigger i kasserne. Hun tager fat i en gammel blåskjorte.

Billede beskrivelse

- Det er en værkførerskjorte, som værkførerne gik i, fortæller hun. Annette Andersen genkender med det samme værkførerskjorten, og hun kan uden tøven fortælle, hvilken værkfører skjorten tilhørte.

Vi forlader flyttekasserne og bevæger os op på et loftsrum, hvor der også står flere kasser med effekter fra PN Beslag. For eksempel en slags "vægavis" med plancher, som medarbejderne kunne bladre i og læse historier om virksomhedens historie.

Der er for eksempel en hel planche, der fortæller om den 24. maj 2011, hvor PN Beslag havde fornemt besøg, for da gæstede Dronning Margrethe Brønderslev og PN Beslag, da det daværende regentpar var på sommertogt i flere jyske byer.

- Nu skal vi have registreret alle effekterne og finde ud af, hvad vi kan bruge, og hvordan vi kan bruge effekterne fra PN Beslag i museumssammenhæng, siger Anders Kilgast.

- Vi skal måske lave små udstillinger forskellige steder i kulturhuset, og på den måde gøre opmærksom på bygningernes industrielle fortid. Eller vi skal måske lave særudstillinger fra tid til anden; det må tiden afgøre. Lige nu er det bare vigtigt at få bevaret effekterne, så de ikke går tabt, siger museumsinspektør Anders Kilgast.

Der kommer til at gå mindst et par år, inden kulturhuset åbner, og det bliver muligt for byens borgere at se effekter fra dengang kulturhuset var byens store virksomhed.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste