Pludselig vandt San 200.000 kroner: - Jeg troede, det var svindel
BRØNDERSLEV: Timingen kunne næsten ikke være bedre.
San Chan fra Brønderslev havde lige købt en ny bil, da han blev ringet op af Danske Spil. Han havde tilmeldt sig Klub Lotto, og pludselig var der gevinst.
- Jeg troede, det var svindel, da de ringede fra Danske Spil. Jeg talte med min gode ven om det, og han var heller ikke sikker på, at det var rigtigt. Jeg har kun været med i Klub Lotto siden nytår, så det virkede helt utroligt. Da jeg så fandt ud af, at den var god nok, blev jeg meget glad, siger San Chan.
Han mødte op i Føtex i Brønderslev, hvor Danske Spil overrakte ham en stor check, der var beviset på de 200.000 kroner.
- Jeg havde lige fået en ny bil en uge før, jeg blev ringet op og fik at vide, at jeg havde vundet 200.000 kroner – og det virkede næsten for godt til at være sandt. Men nu har jeg fået min ven til at melde sig ind i Klub Lotto også, siger San Chan.