Over 400 unge og deres forældre mødte op i Hjallerup
HJALLERUP: Der var trængsel forleden, da Brønderslev Kommune slog dørene op til årets uddannelses- og fritidsjobmesse i Hjallerup Idrætscenter.
På messen var der fokus på de unges valg af fremtidig ungdomsuddannelse. Derudover var der lejlighed til en snak med lokale virksomheder om mulighederne for fritidsjob.
Messen blev åbnet af formanden for kommunens beskæftigelses- og uddannelsesudvalg, Margit Chemnitz.
- Det er dejligt at se så mange friske og engagerede unge mennesker, startede hun med at sige og fortsatte:
- Messen er en unik mulighed for at udforske de veje, I kan tage i jeres fremtidige uddannelse og arbejdsliv. Her er erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser, og I kan tage et kig på lokale virksomheder og finde ud af, hvad de kan tilbyde af fritidsjob. Vi ved, at valget af uddannelse og den fremtidige karriere kan være meget overvældende. Der er mange muligheder, og det kan være svært at vide, hvilken vej der er den rigtige. Det vigtigste er egentlig at finde sin passion og sine interesser. Det er dem, der skal drive jer i jeres fremtidige arbejdsliv. Mit råd til jer er, at I skal være nysgerrige, modige og åbne. Drøm stort og udforsk mulighederne, sagde Margit Chemnitz.
Prøve forskellige fag
Herefter havde de unge mulighed for i de næste godt to timer at komme rundt til en række uddannelsesinstitutioner og virksomheder og få svar på de spørgsmål, de måtte have.
Der var også mulighed for at prøve at arbejdet med forskellige håndværk. En glarmester stod klar til at lade de unge prøve at skære et julehjerte ud af et stykke glas.
Det var Nicklas Filtenborg fra 8. klasse på Dronninglund Skole straks klar til at prøve. Det klarede han fint.
Han fik også at vide, at der er brug for lærlinge inden for dette fag. På landsplan mangler man i øjeblikket 60 af slagsen.
- Det var sjovt, men jeg tror nu ikke, jeg vil være glarmester, sagde han.
I en lastbilsimulator sad Luckas Lehmann fra Hallund. Han førte lastbilen med stor sikkerhed gennem både vejsving, overhaling og parkering.
- Det kunne jeg muligvis godt tænke mig. Det er spændende, sagde han. Det var det første fag, han prøvede, og han var opsat på at prøve flere.
Forsvar og SOSU
Forsvaret var også repræsenteret, og her mødte Noah Brandborg fra 9. klasse på Hjallerup Skole op med sine forældre.
- Jeg vil gerne høre lidt om forsvaret, men det er nu ikke der, min fremtid skal ligge. Jeg vil være styrmand på en færge eller den slags. Den uddannelse kan man få på Martec i Frederikshavn. Jeg vil gerne ud at se verden, så jeg er sikker på, hvilken vej jeg vil gå. Jeg er her i aften for at finde et fritidsjob, sagde han.
Til trods for den store opmærksomhed på forsvaret i denne tid med bevillinger på milliarder var der ved starten af messen forbavsende få, der lagde vejen forbi forsvarets stand.
- Mange synes, det er interessant, men når de ikke ved, hvad der kommer til at ske, er de også lidt forsigtige, sagde kaptajnløjtnant Anne, der kun ønskede at oplyste sit fornavn. Hun stod sammen med en kollega klar til at besvare spørgsmål.
- Der kommer til at ske en hel masse, men man ved ikke hvornår. De unger her på messen er jo bare 15-16 år og ved ikke, hvordan de skal forholde sig til det. Bare det, at de skal aftjene en værnepligt på 11 måneder i stedet for fire, kan godt skræmme dem lidt. Vi vil gerne i kontakt med dem for at fortælle om forsvaret og gerne afmystificere det, hvis de har spørgsmål, forklarede hun.
Et andet fagområde, der tales meget om i denne tid, er SOSU-uddannelsen. Den var naturligvis også på plads. På standen stod bl.a. Feline Hostrup, der selv er i gang med uddannelsen.
- Jeg går på EUX for at blive SOSU assistent. Min tanke er at blive sygeplejerske, for jeg vil rigtig gerne arbejde med mennesker. Det har jeg vidst, lige fra jeg startede i folkeskolen. Jeg har valgt at gå på EUX, fordi man her kombinerer gymnasiet med SOSU-uddannelsen, så når jeg får studenterhuen på, er jeg også udlært som SOSU-assistent. Så vil jeg først arbejde inden for dette fag, inden jeg starter på uddannelsen til sygeplejerske, fortalte Feline, mens hun samtidig var klar til at besvare spørgsmål fra de unge.
I det hele taget blev der på messen besvaret mange spørgsmål fra de unge, der gik derfra en smule klogere, end da de kom. Og det var jo i virkeligheden også meningen med hele arrangementet.