Livet her

Over 30 hunde blev forsømt af deres ejer: Nu har hun overdraget dem til internat

Over 30 hunde blev for stor en opgave for en kvinde, der nu har overdraget dem til internat

12. marts 2023 kl. 11:50

NORDJYLLAND: Over 30 hunde søger nye hjem, efter de for nylig blev for stor en opgave for den tidligere ejer. Det fortæller Karina Fisker, daglig leder på Nordjyllands Internat.

En bekymret borger slog alarm, da hun besøgte en kvinde i Jylland med mere end 30 hunde. Borgeren ringede til Dyrenes Beskyttelse, der i samarbejde med ejeren blev enige om, at hundene skulle finde et nyt hjem. 

- Ejeren havde taget dem ind i god tro, fordi hun gerne ville hjælpe hundene, men inden hun fik set sig om, var der kommet hvalpe og alt muligt andet, og så voksede det over hovedet på hende, fortæller Karina Fisker. 

Karina Fisker vil ikke komme nærmere ind på ejerens bopæl eller alder i frygt for, at nogle kan genkende den tidligere ejer.

Det drejer sig om små hunde i forskellige racer som eksempelvis pekingesere og chihuahuaer.

Ejerens intentionen har været at give hundene et nyt hjem, men det er ikke lykkedes, fortæller Karina Fisker. Ejeren er enlig, og derfor har det ikke været muligt for hende at passe dyrene optimalt. 

- Hundene er utrygge ved verden omkring sig. Samtidig har ejeren ikke kunnet lufte dem hver dag. Mange af hundene har aldrig været i snor før, siger internatlederen. 

Karina Fisker oplyser, at ingen af hundene er underernærede.

Langt fra snor og renlighed 

På Nordjyllands Internat i Hjallerup er man nu gået i gang med at få hundene på ret køl igen.

- Vi skal til at lære dem at gå i snor, så de kan lære at komme af med sine ting udenfor. Nogle er slet ikke renlige. Andre skal lære at være alene. De er jo vant til at være i en stor flok. 

Alle hundene er forholdsvis unge. Alderen spænder fra helt nye hvalpe til hunde på tre-fire år. 

Det går allerede fremad med flere af dyrene, fortæller Karina Fisker. 

- Nogle er begyndt at blive trygge i at komme ud, og nogle af dem er begyndt at være renlige, siger hun. 

Internatet søger allerede nu nye ejere til hundene. De firbenede er meget forskellige, og derfor søger internatet også forskellige ejere.

- Nogle hunde har brug for en familie, andre hunde har måske brug for en ældre ejer, hvor der er mere stille i huset, og ejeren måske er hjemme meget af dagen, siger internatlederen. 

Hundene er blevet fordelt mellem Fyns Internat og Nordjyllands Internat. Er du interesseret i at give en af hundene et nyt hjem, kan du kontakte Nordjyllands Internat. 

Prisen på en hund er 3500 kroner.

Annonceret indhold

Nyeste