Billede beskrivelse

Omstridt forslag til nyt boligområde ændres

14. juni 2023 kl. 15.00

Brønderslev Kommune har startet planlægning for et ny boligområde ved Skydebanevej, nord for Nordre Omfartsvej, i Brønderslev. Projektet omfatter et areal på ca. 3 ha og udlægger grunde til ca. 29 parcelhusgrunde, med en mulighed for etablering af tæt-lave boliger.

Der har i en fordebat været indsigelser, som blandt andet går på, at kommunen med planlægningen sløjfer et vigtigt naturområde og grøn kile, ligesom der også er rejst indsigelser fra den nærliggende skydebane, der frygter, at naboskabet kan medføre begrænsninger i skydebanens aktiviteter. 

Brønderslev Byråd er da også delt i spørgsmålet, om det nye boligområde er en god ide. 

Nyt projektforslag

Som svar på indsigelserne har projektejeren nu ændret på projektet. 

I det nye forslag ændres der på afgrænsningen af lokalplanområdet, således at der holdes afstand fra skydebanen tilsvarende afstanden mellem skydebanen og den nærmeste nuværende boligbebyggelse i Asgård.

Fagforvaltningen gør opmærksom på, at der ligeledes skal foretages undersøgelse af støjpåvirkning fra skydebanen.

Det ønskes at bibeholde områdets grønne karakter, derfor bevares den eksisterende sø og inddrages i områdets rekreative arealer.

Projektejeren oplyser også, at der ønskes etableret skov på arealer øst for projektområdet. 

Nu skal byrådet igen tage stilling til, om der skal arbejdes videre med projektet. Socialdemokratiet stemmer trods ændringerne fortsat imod. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste