Nyheder til Brønderslev - direkte fra Kyiv
BRØNDERSLEV: Vi kender ham alle - når han står der, med mikrofonen i hånden, og fortæller om seneste nyt fra verdens brændpunkter, uanset om det er i USA, Spanien, Tyskland eller i krigshærgede Ukraine.
Men præcis, hvor TV2-nyhedernes korrespondent Uffe Dreesen tager fat i sit foredrag på Brønderslev Bibliotek, er svært at forudsige; dertil er den konstante nyhedsstrøm alt for heftig og endeløs. Meget kan og vil ske, inden tirsdag aften, den 8. april.
Et er dog sikkert: Der er risiko for at blive en del klogere på både historien og den dagsaktuelle situation i Ukraine og Rusland.
Vi troede, vi kendte Rusland, men nej! For selv om Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, så lå det lidt uden for vores forestillingsevne, at Rusland ville angribe Ukraine militært i det omfang, det skete, for tre år siden.
- Vi har lært, at Putins Rusland på ingen måde er et land som vores, fortæller Uffe Dreesen.
- Samtidig må vi forstå, at det moderne Rusland, vi troede, vi kendte, i virkeligheden aldrig har eksisteret.
Hvorfor har Putin valgt at sætte sin politiske fremtid på spil, og hvilke tanker gør han sig om de indledende forhandlinger om et fysisk møde mellem præsident Trump og ham selv? Hvorfor accepterer så mange russere stadig stiltiende krigen? Og er der slet ingen tegn på internt oprør?
Det er blot nogle af de spørgsmål, Uffe Dreesen vil forsøge at give svar på i det højaktuelle foredrag.
Uffe Dreesen er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, og har studeret international journalistik i Paris. Siden 1990’erne har han været fast del af TV2’s udlandsredaktion, og har rapporteret fra begivenheder over det meste af verden, men har altid haft særligt fokus på Østeuropa og Rusland.
Tirsdag den 8. april kl. 19:00 kan du møde ham på det fredelige Brønderslev Bibliotek. Billetter købes via bibliotekets hjemmeside.