Billede beskrivelse

Nye tal: Sådan går det med kommunens idrætsforeninger

07. april 2024 kl. 14.01

Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI kunne sidste år præsentere et historisk højt medlemstal i landets idrætsforeninger, og nu kan de to organisationer igen melde om fremgang.

Den nye opgørelse af medlemstallene for 2023 viser nemlig, at foreningerne i DIF og DGI har fået yderligere 85.261 medlemmer. Dermed er det samlede medlemstal oppe på 2.424.915.

I Brønderslev Kommune var der dog ikke det store udsving i medlemstallet i 2023 i forhold til året før. Her var der en lille tilbagegang på 95 medlemmer, så der nu samlet er 17.070 medlemmer i kommunens 90 idrætsforeninger i DGI og DIF.

Det er idrætterne fodbold, gymnastik og badminton, der står for den største aktivitetsmæssige fremgang. Kigger man på alder og køn, er det de ældre årgange, der står for flest nye medlemmer.

I 2023 har der været et fokus på at understøtte og igangsætte nye aktiviteter for seniorer gennem "Bevæg dig for livet - seinor". Herunder særligt tilrettelagte introduktionsforløb i blandt andet badminton.

Gode tilbud og vigtige frivillige

I 2019 var der for første gang over 2,3 millioner medlemmer i idrætsforeningerne under DIF og DGI på landsplan. Under corona knækkede kurven for en stund, men efter pandemien gik det fremad igen, og nu er tallet altså for første gang over 2,4 millioner medlemmer.

- I Nordjylland følger vi den landsdækkende tendens, hvor der er kommet mange flere nordjyder ind i foreningslivets sunde fællesskaber, siger Benny Henrik Hansen, der er formand i DGI Nordjylland og fortsætter:

- Når vi dykker lidt ned i tallene, kan vi se, at aldersgruppen over 60 år er steget markant, mens vi fortsat skal have opmærksomhed på et få endnu flere piger ind i foreningerne.

Også hos DIF og formand Hans Natorp er der glæde over den nationale udvikling i medlemstallene:

- Vi er selvsagt stolte over udviklingen og den nye rekord. De mange gode tilbud i idrætsforeninger appellerer bredt, og vi må igen bare kippe med hatten og sende en særlig tak til de mange frivillige. Det er dem, der får det hele til at glide ude i foreningerne, siger Hans Natorp.

Fælles idrætsvision har gjort en forskel

Siden 2015 har DIF og DGI arbejdet sammen om "Bevæg dig for livet"-visionen med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden. Målet er at få flest mulige borgere til at bevæge sig, og visionen er at gøre Danmark til verdens mest idrætsaktive nation.

I de første år af visionsarbejdet blev der udviklet og implementeret en lang række indsatser og nye idrætskoncepter. Mange af dem bidrager til den samlede medlemsvækst i idrætsforeningerne og er nu så forankrede, at de vil leve videre efter 2024, når den oprindelige visionsperiode i "Bevæg dig for livet" udløber.

Den fælles interesse i DIF og DGI er at få endnu flere aktive borgere og medlemmer i idrætsfællesskaberne. Derfor vil de to organisationer fortsætte samarbejdet i de kommende år på udvalgte områder og sætte endnu mere fokus på vigtigheden af frivillighed i idrætsforeningerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste