Billede beskrivelse

Ny varehuschef: Kim har skiftet Nørresundby ud med Brønderslev

09. februar 2023 kl. 07.20
Opdateret 10. februar 2023 kl. 10.40

NORDJYLLAND: Fem nordjyske Føtex'er har pr. 1. februar fået nye varehus-chefer i forbindelse med en større rokade - en af dem er Føtex Brønderslev, hvor Kim Eugen Pfänner er tiltrådt.

- Jeg ville gerne prøve noget nyt for at udvikle mig personligt og holde mig skarp, forklarer Kim Pfänner, der kommer fra en stilling som varehuschef i Nørresundby.

De to Føtex'er kan ved første øjekast minde meget om hinanden; de er begge af nyere dato og størrelsesmæssigt adskiller de sig heller ikke meget, men:

- I Aalborg-området er butikken mere en del af massen, mens man i Brønderslev er mere lokal - her er jeg mere købmand, og det er den store butik i byen, lyder det fra Kim Pfänner.

Desuden er der også mere gang i nonfood-salget, da der eksempelvis ikke lige er en Elgiganten i nærområdet i Brønderslev.

Intet mindre end 148 ansatte er der i Føtex i Brønderslev.

Skiftede branche

Kim Pfänner har tidligere arbejdet i Salling Group i blandt andet Holstebro, Hjørring og Holbæk. I ti af årene som varehuschef i Føtex: En kort periode i Holbæk, derefter i Føtex Food i Hasseris og de seneste godt fem år i Nørresundby, inden skiftet til Brønderslev.

Privat bor han i Hjørring med hustruen Britta, og de har to børn, der har forladt reden.

I en fjern fortid har han arbejdet i Brønderslev - i en anden branche:

- Jeg er udlært kok fra Hotel Phønix i Brønderslev, men på et tidspunkt fandt vi ud af, at jeg nok skulle lave noget, så jeg fik arbejdstider, der passede bedre til familieliv, fortæller Kim Pfänner.

Kim Pfänner afløser Søren Flodgaard, der er blevet ny varehuschef i Føtex i Slotsgade i Aalborg.

Se også
Efter 25 år: Vellidt varehuschef rykker syd for fjorden til større butik
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste