Ny udstilling viser det helt særlige ved Nordjylland
En ny udstilling er blevet sat op i Hedelund Rhododendronpark i Brønderslev. Det oplyser Museum for Forsyning og Bæredygtighed i en pressemeddelelse.
- I perioden fra den 21. juli til 20. august kan man opleve plancheudstillingen ”Vores Nordjylland” i Rhododendronparken i Brønderslev. Udstillingen, som havde premiere til Kulturmødet på Mors sidste år i august, er en fotoudstilling, hvor udvalgte borgere i Nordjylland har bidraget med fotos og en kort tekst. De i alt 19 plancher beskriver, hvad borgere synes, der kendetegner Nordjylland og det at være nordjysk, oplyser de.
Mange af billederne beskriver landskabet i Nordjylland, og lokalt i Brønderslev Kommune er der billeder fra blandt andet Thise og Øster Brønderslev.
- Det er de statsanerkendte, kulturhistoriske museer i region Nordjylland, som står bag udstillingen. Fra Brønderslev er det således Museum for Forsyning og Bæredygtighed, som har samarbejdet med de øvrige museer om projektet, der er støttet af Region Nordjyllands kulturpulje i 2019.