Ny skoleleder: Annette kvittede toppost for at arbejde med børn
Nørreådal Friskole i Serritslev fik professionel hjælp til at finde den helt rigtige efterfølger til skolens populære skoleleder
SERRITSLEV: Det er tydeligvis en målrettet og viljestærk leder, der nu tiltræder på Nørreådal Friskole i Serritslev nord for Brønderslev. 56-årige Annette Helmer har en fortid i toppen af det tidligere TDC, hvor hun for 16 år siden var nået helt til tops som administrationschef - lige under den øverste direktør Henning Dyremose.
- Jeg havde som 40-årig prøvet rigtig mange fede ting i TDC og fået de rigtige uddannelser. Men en dag sad jeg og kiggede ud af vinduet midt i København og tænkte - hvad var det egentlig jeg drømte om?, fortæller Annette Helmer.
Barnedrømmen hjemme i Øster Hurup i Nordjylland, hvor hun er vokset op, var nemlig at arbejde med børn og være lærer.
- En smuk dag i april tog jeg forbi seminariet og sagde til rektor, at jeg skulle starte på læreruddannelsen. Jeg kunne jo søge, sagde rektor, men jeg havde ikke tid til at vente , og efter halvanden time fik jeg ham overbevist om at jeg kunne starte til august, fortæller Annette Helmer.
Det var fra chefløn til SU og forskellige vikarjobs på bosteder. Som nyuddannet har hun arbejdet flere år som folkeskolelærer. Men de senere år har hun også brugt sin ledererfaring til at være leder af flere friskoler på Sjælland.
- Det er de frie grundskoler, som jeg virkelig brænder for. Tid og rum til at rumme det enkelte barn. Her er der plads til at være god til flere forskellige ting, og så elsker jeg bare at være sammen med børnene, fortæller Annette Helmer.
En kæmpe udfordring
På Nørreådal Friskole i Serritslev var det lidt af en mundfuld for bestyrelsen, da leder Anne Graverholt for nylig sagde op. Hun var som glødende pioner med til at starte friskolen op i 2015 efter lukning af kommuneskolen, og den vellidte leder har stået i spidsen for at udvikle skolen til målet om næsten 150 børn med overbygning, skolefritidsordning og en tilknyttet børnehave med 40 børn.
- Det var en kæmpe udfordring for en skolebestyrelse at skulle finde en leder til at efterfølge Anne. Det har vi nok ikke lige 100-meter medalje i, konstaterer formand for skolebestyrelsen, landmand Martin Andreassen.
Bestyrelsen valgte derfor at søge hjælp hos tidligere skoleleder Flemming Horsfeldt, der i dag bl.a. tilbyder sin konsulentbistand til friskolerne.
- Det er en kritisk situation, når en kaptajn forlader skibet. En bestyrelse på en friskole har jo ikke en forvaltning og eksperthjælp at trække på i den proces, og der er flere eksempler på, at friskoler får ansat en leder, som måske alligevel ikke havde de kompetencer, som de havde regnet med, siger Flemming Horsfeldt
Han satte en proces i gang, hvor bestyrelsen og lærerne fik sporet sig ind på, hvad det var for en leder, de søgte, og han har også koordineret hele forløbet med samtaler med ansøgerne.
- Det har været en rigtig god proces, og jeg er sikker på, at vi har fundet et rigtig godt match med Annette Helmer, siger Martin Andreassen.
Den nye skoleleder er flyttet fra Køge til Aalborg for nogle måneder siden.
- Jeg er blevet farmor. Min søn i Randers har fået to tvillingedrenge og så er der altså for langt til Køge. Samtidig har jeg hele min familie og mange venner i Aalborg, fortæller Annette Helmer, der faldt for hele stemningen og gejsten på Nørreådal Friskole.
- Anne Graverholt har gjort et fantastisk stykke arbejde, børnene er søde og så er der hele det frivillige engagement på og omkring skolen. Det kan selvfølgelig være svært at overtage noget, der går rigtig godt, men jeg skal fortsætte det arbejde, som hun har startet, lære stedet og de ansatte at kende, og så glæder jeg mig især til at arbejde med tilknytningen mellem skole, fritidsordning og børnehave, siger Annette Helmer.
Den afgåede leder Anne Graverholt har endnu ikke lagt sig fast på, hvad hun skal i fremtiden.