Ny messe i Brønderslev byder på 47 stande
Søndag 5. november prøver foreningen Vores By Brønderslev noget helt nyt: De indbyder til messe, hvor der deltager 47 stande.
Det oplyser Vores By Brønderslev i en pressemeddelelse, hvor de skriver:
- Vi vil fortælle den gode historie fra Brønderslev, som er en by i rivende udvikling.
Messen foregår i Brønderslev Hallerne, hvor man kan finde stande fra 32 virksomheder og 15 foreninger.
På programmet er blandt andet, at man kan høre historien om Brønderslevs nye kulturcentrum Fabrikken, ligesom man kan høre, hvordan det gik til, at Royal Run kommer til Brønderslev - og så er der pølser til de første 500 besøgende.
Messen holder åbent fra klokken 11 til 17, og der er gratis adgang.