Ny forening vil bygge et fristed for børn og unge
Ny forening går nu i gang med at skabe et fristed, hvor unge kan skate og hænge ud uden at skulle møde op til faste tidspunkter
BRØNDERSLEV: Brønderslev Kommune har stillet en grund til rådighed for en ny forening i Brønderslev, BOSS - det står for Brønderslev Outdoor, Street og Skateforening. Grunden ligger i tilknytning til Brønderslev Ungdomsskole, og det er foreningens plan at skabe et skatemiljø.
- Vi er gået i gang med at søge fonde og midler til at lave en skaterbane, fortæller byrådsmedlem Runa Friis Hansen (EL), der sammen med byrådsmedlem Mathias Christensen (V) har været med til at sætte initiativet i søen.
Hun er rigtig glad for, at foreningen nu har fået en god grund til projektet beliggende tæt på Rhododendronparken.
- Det er tæt op af gymnasiet og byen, og dog langt nok fra til, at støj ikke vil genere, fortæller Runa Friis Hansen.
Et stort ønske
Runa Friis Hansen fortæller, at der er mange, der har et ønske om en skaterbane - i dag holder de til omkring Banegårdspladsen, som ikke er så godt på sikkerhedsfronten, og dem vil den ny forening gerne skabe nogle rammer for, hvor de kan være på deres egne præmisser.
- Målet er, at vi får et sted i Brønderslev, hvor børn og unge kan skate og hænge ud. Vi vil lave et skatermiljø, som der har været efterspørgsel efter. Et fristed, hvor det er aktivitetsmuligheder uden fast træning og kamp i weekenden, fortæller Runa Friis Hansen, der oplever, at det for nogle er godt med en mere løs struktur, hvor man ikke skal møde op til træning på bestemte tidspunkter som i andre sportsgrene.
Nogle i bestyrelsen er selv skatere, og det er planen, at der skal blive noget undervisning, som man kan dukke op til en gang om ugen, når det hele kommer i gang.
Den ny forening har konstitueret sig, og formanden er Andreas Bonde Hassingboe, som kan lave en del af ramperne selv. Samtidig er foreningen godt i gang med at søge fondsmidler hjem til resten af projektet.
- Vi har allerede fået en del midler og er i kontakt med andre fonde. For os handler det om hurtigst muligt at få et resultat, men det er også en proces, hvor vi er i den spæde opstart i forhold til at få medlemmer i foreningen, fortæller Runa Friis Hansen, der håber på, at man er kommet godt i gang på den anden side af sommerferien.
Banen bliver bygget, så den kan bruges af børn og unge og ikke er for svær.
Den nye grund er på 1000 kvadratmeter.