Ny bog gik som varmt brød
BRØNDERSLEV: Jeg ved godt, at det er en fortærsket kliche!
Men selv om vi hverken var i en bagerbutik, eller den bog, som det kommende handler om, ikke er en bagebog, så gik digtsamlingen "Følelsernes farver" altså som varmt brød, da Lene Bjørck Mortensen fredag holdt bogpræsentation i Bog & Idé, Brønderslev
Det myldrede ind med folk, der ville hilse på Brønderslevs debuterende forfatter. Blandt dem tydeligvis mange bekendte, der kom for at vise deres omsorg for og støtte til forfatteren.
- Hvor har du bare fortjent det, lød det i flere variationer fra folk, hvor mange også havde en gave med til den debuterende forfatter, og næsten alle skulle da have et eksemplar af bogen, som Lene Bjørk Mortensen lige måtte signere for dem.
Nu er hun jo ikke en helt almindelig forfatter, som vi har fortalt i et par tidligere artikler. Hun blev i en ung alder ramt af sygdommen paranoid skizofreni, som engang blev kaldt for noget så absurd som "ungdomssløvsind".
Fordi sygdommen næsten altid melder sig i teenage-årene. Som den også gjorde for Lene Bjørck Mortensen.
Det er en invaliderende sygdom. Lene Bjørk Mortensen fortalte, første gang jeg mødte hende, at hun hele tiden hører stemmer, som fortæller hende, at hun ikke er noget værd, skal sige undskyld, og at mange vil hende noget ondt.
Hun hørte også stemmer, da jeg besøgte hende. Stemmer som sagde, at hun ikke skulle stole på mig, for jeg ville bare skrive noget grimt om hende.
Man tygger lige lidt på den skrå, man ikke har, når man får sådan en melding .
Men det er jo ikke Lene Bjørck Mortensens skyld, og jeg oplevede hende kun som et meget venligt og rart menneske. Hvad jeg da også fik bekræftet til bogpræsentationen, hvor luften var tyk af kærlige ord og venlige bemærkninger til forfatteren.
Lene Bjørck Mortensens bog "Følelsernes farver" indeholder digte om at leve et liv med en så brutal diagnose som paranoid skizofreni. Hun har, lige siden sygdommen meldte sin ankomst, skrevet digte om sit liv. Og det er disse digte, som nu er udgivet i bogform.
Da jeg besøgte hende for nogle uger siden, udtrykte hun stor usikkerhed i forhold til at gennemføre bogpræsentationen, for "tænk hvis der ikke kommer nogen!" Men det gjorde der altså i den grad.
- Det var en overvældende oplevelse, og jeg er meget taknemmelig for, at Anette Sloth Andersen fra Bog & Idé lavede det fine arrangement for mig. Det var en rigtig god dag, siger en glad Lene Bjørck Mortensen, da jeg efter arrangementet giver hende et ring.
Stemmerne, som hun uafladeligt hører, bør holde deres kæft i aften. Hvis de absolut skal sige noget, så kan de jo lykønske Lene Bjørck Mortensen med en meget vellykket dag!