Nu skal særlig pris uddeles igen
Onsdag 28. juni 2023 skal Brønderslev Kommunes Natur- og Miljøpris samt prisen for titlen ”Årets Træ” uddeles.
Natur- og Miljøprisen kan tildeles personer, foreninger, virksomheder eller institutioner, der frivil-ligt gør en særlig indsats for naturen eller miljøet. Det kan f.eks. være en indsats, som skaber ny natur eller fremmer et alsidigt dyre- og planteliv. Det kan f.eks. også være produktionsmetoder, produktudvikling eller andet, der sparer energi, mindsker forurening eller på anden måde gavner miljøet.
For at komme i betragtning til prisen for titlen ”Årets Træ” skal træet være mindst 10 meter højt, med en diameter i brysthøjde på mindst 40 cm og desuden være markant i landskabet.
Råd finder vinderen
Der har været indkaldt forslag fra offentligheden, og forslagene er blevet omhyggeligt vurderet af sagkyndige og af Brønderslev Kommunes Grønne Råd. Den endelige afgørelse er blevet truffet af det Grønne Råd.
Det bliver borgmester Mikael Klitgaard, der uddeler prisen – eller måske priserne, for hvis der er flere gode forslag, kan der uddeles flere priser.
Prisuddelingen finders sted onsdag 28. juni kl. 16.00 i kantinen på Rådhuset i Dronninglund. Alle er velkommen.
På Brønderslev Kommunes hjemmeside kan du læse mere om Natur- og Miljøprisen og Årets Træ.