Nu ruller forberedelserne til årets Store Brønderslev Marked
BRØNDERSLEV: Så er de i gang! Markeds Udvalget der skal organisere Store Brønderslev Marked.
Jeg har en aftale om at mødes med Markeds Udvalget og nogle hjælpere, som skal ud at sætte plakater op med budskabet om, at markedet er på vej. Det er en fast tradition, at Markeds Udvalget sætter plakaterne op fire uger før markedet finder sted. Og det er næsten altid sidste søndag i juli, at plakaterne skal op.
Så jeg kaster forventningsfuldt min bil ind på markedspladsen til aftalt tid - sidst på formiddagen.
Der sidder en halv snes mænd og hygger sig ved et langbord uden for bygningen, som bliver kaldt for Logen.
Tre kvinder går samtidig til den med at male den store lagerhal, mens gruppen af mænd ser ud til at have al tid i verden at gøre med. Jeg hilser og slår mig ned ved langbordet. Og forventer at nu skal vi afsted - ud at sætte plakater op.
Men nej da. Intet hastværk. For Markeds Udvalget har været tidligt oppe og er allerede færdige med plakaterne. Som nu hænger otte forskellige steder i byen.
Min næse bliver lang som Pinocchios. Jeg kan stoppe mit fuldt opladede mobilkamera tilbage i lommen.
Men så tager vi i stedet en lille snak om årets marked, som altså kun er fire uger væk. Og alt ser meget lovende ud på nuværende tidspunkt.
- Vi har fuldstændigt udsolgt af stadepladser. De ca. 170 stadepladser er alle besat, og vi har en venteliste med folk, der meget gerne vil have en stadeplads, hvis der opstår en mulighed. Og der bliver såmænd ved med at komme henvendelser fra folk, som efterspørger en stadeplads, fortæller Markeds Udvalgets formand Carsten Overgaard.
Det bringer hurtigt udvalgets PR-mand, Michael Wittrup, på banen:
- Vi forventer at sætte ny omsætningsrekord, griner han. Mens de øvrige medlemmer af udvalget ler med, mens de forsøger at dæmpe PR-manden lidt ned. For det var jo den samme sang, vi hørte sidste år ved flere lejligheder, at "nu stod rekorden for fald". Men det lykkedes ikke at slå rekorden, selv om sidste år gav en rigtig flot omsætning.
Michael Wittrup lader sig bare ikke så let slå ud. Rekorden falder i år, hvis vi får godt vejr under markedet, lover han med et bredt smil. Vi andre smiler lidt overbærende tilbage. Vi kender det omkvæde. Men ingen skal have kritik for at udstråle en sund optimisme!
Markedet åbner fredag den 29. august og slutter - som traditionen byder - en mandag aften: Den 1. september.
Hvor Kandis som sædvanen byder slutter markedet af med en koncert i Markedskroen. Inden markedet lukkes definitivt ned med det sædvanlige store fyrværkeri. Så er fire dage gået med kræmmer- og, hestemarked tivoli og et langt underholdningsprogram.
Ved langbordet får vi nu selskab af de tre kvinder, som knoklede med at male lagerhallen. Den gule hal som den kaldes. Jeg fisker mit arbejdsløse kamera op af lommen. Jeg kan da lige nuppe et billede af forsamlingen til illustration af nærværende artikel.
Men jeg må lige vente et par minutter. For alle skal lige have iført sig de røde trøjer, som er arrangørernes "uniform". Da det er på plads, får jeg knipset et par billeder. Min arbejdsdag er slut for nu. Markeds Udvalgets arbejde er kun lige begyndt. Fire hektiske uger venter forude. Men man kan se det på dem: De glæder sig!