Nu kan man spille fodbold inde på biblioteket
Vidste du, at du faktisk godt kan spille fodbold på biblioteket? Og at det er helt i orden både at hoppe, løbe og huje?
Sådan indleder Brønderslev Bibliotek en pressemeddelelse, hvor de skriver:
- Lege- og læringsværktøjet ActiveFloor er blevet indviet på Brønderslev Bibliotek af formand for fritids-, kultur- og turismeudvalget, Steen Søgaard Petersen. ActiveFloor lægger op til både bevægelse, leg og læring, og børn fra Skolegades Skole var de første til at demonstrere, hvordan det virkede.
ActiveFloor er et interaktivt gulv, der opfordrer brugerne til leg, læring og bevægelse.
- Med ActiveFloor kan brugere navigere og spille forskellige læringsspil med deres fødder. Med dette nye tilbud ønsker Brønderslev Kommune at give skoler, børnehaver, SFO'er, familier og seniorer en sjov og innovativ måde at fremme faglig, social og motorisk udvikling. Ved at inddrage hele kroppen i læreprocessen er gulvet en sjov måde at kombinere leg og læring, skriver Brønderslev Bibliotek.
En gruppe af børn fra Skolegades Skole var de første, der efter indvielsen slog sig løs i diverse spil og kunne vise de fremmødte, hvordan ActiveFloor kan bruges.