Nu kan man opleve tidskapsler fra 1960'erne og 1970'erne
Brønderslev Bibliotek er klar med et nyt tiltag, der skal give et indblik i, hvordan tiden var i 1960'erne og 1970'erne: De har lavet nogle historiekufferter fra de to årtier, som skal bringe fortiden til live for børn i Brønderslev Kommune.
Det skriver Brønderslev Bibliotek i en pressemeddelelse.
- Efter at have modtaget en bevilling på 30.000 kr. fra kommunens kulturpulje har Brønderslev Bibliotek og Vildmosemuseet udviklet seks unikke historiekufferter til børn, der giver et levende indblik i hverdagen og kulturen fra 1960’erne og 1970’erne, skriver de.
Biblioteket betegner det som bærbare tidskapsler, der åbner en port til barndommen, som den så ud for over 50 år siden.
Temaerne i kufferterne spænder bredt fra mode og medier til mad, lege og den nervepirrende månelanding. I hver kuffert finder man omhyggeligt udvalgte bøger og legetøj, og børn kan fordybe sig i klassikere som Alfons Åberg og Cirkeline eller prøve kræfter med den engang så populære yoyo.
I alle kufferter følger der desuden opgaver med, der engagerer både børn og voksne.
- Børnehaven Galaksen har været testbørnehave for kufferterne, og det er gået rigtig godt, oplyser Stine Christiansen, der er børnebibliotekar ved Brønderslev Bibliotek.
Kufferterne kan på almindeligvis lånes ud til daginstitutioner eller til private hjem.