Billede beskrivelse

Nu kan familiens kære dyr blive mere skånsomt opereret

28. august 2025 kl. 19.03
Opdateret 29. august 2025 kl. 14.49

BRØNDERSLEV: Der er kommet en ny dyrlæge til Brønderslev. Det er Kenneth Sandholdt, som er blevet ansat på Brønderslev Dyrehospital i Østergade. Han kommer fra en stilling som dyrlæge i Svenstrup.

Kenneth Sandholdt er kirurgisk uddannet dyrlæge med speciale i ortopæd- og bløddelskirurgi. Og så kan han, som noget helt nyt nord for Limfjorden, lave kikkert-operationer på dyr.

- En kikkert-operation er et mere skånsomt indgreb, end en mere traditionel operation, hvor man åbner til for eksempel bughulen. I dag skal jeg sterilisere en dværgpuddel, og der kommer jeg til at operere gennem to små huller i bugen på kun 6 og elleve millimeter, fortæller Kenneth Sandholdt.

Billede beskrivelse

En sterilisation af en tæve har flere fordele: Den kommer ikke i løbetid, bliver ikke uønsket drægtig eller får indbildt graviditet, undgår livmoderbetændelse og får mindre risiko for at udvikle kræft i mælkekirtlerne.

Jeg har fået lov til at overvære en del af operationen. Selvklart under løfte om at jeg holder en vis afstand, så der ikke risiko for overføring af uheldige bakterier fra mig til den 10 måneder gamle dværgpuddel, Sally, som er gjort klar, da jeg kommer til operationsstuen.

Dyrlæge Agnethe Wallin og fagveterinærsygeplejerske i anæstesi Irene Lyngsie Jensen er i gang med de sidste forberedelser, mens Kenneth Sandholdt iklæder sig den rette mundering, vasker hænder og foretager vigtig og nødvendig desinficering.

Billede beskrivelse

Så er alt klar.

Operationen begynder med, at Sallys bughule bliver udspilet ved at indsprøjte noget kuldioxidgas i hendes bug, så det er lettere at komme til med instrumenterne.

Da det er på plads, indføres instrumenter og kamera gennem de to små huller i bugen.

Operationsteamet kan følge arbejdet på skarpe farvebilleder på tre skærme. Arbejdet foregår i relativ tavshed. Der bliver kun udvekslet få sætninger blandt de tre i teamet. Alle har tydeligvis styr på, hvad de har med at gøre.

Billede beskrivelse

Kenneth Sandholdt finder frem til æggestokken, som efter kort tid bliver klippet over. Og kort efter kan den fjernes fra Sallys bughule.

Her stopper min tilstedeværelse i operationsstuen. Jeg har set det, jeg skal se, men operationen fortsætter, for der er endnu en æggestok, som skal bortopereres.

Billede beskrivelse

En operation, som den Sally får udført, er en bekostelig affære. Det koster ca. 8000-9000 kroner at få lavet et indgreb som det beskrevne.

- Der er mange, der forebygger den slags udgifter ved at tegne en dyreforsikring, så store dele af udgifterne bliver dækket af forsikringen. I Svenstrup var det ca. 80 pct. af dyreejerne, der havde tegnet en dyreforsikring, men det er vist lidt lavere i Brønderslev, fortæller Kenneth Sandholdt.

Billede beskrivelse

En dyreforsikring koster selvfølgelig også penge. Priserne varierer lidt i forhold til forsikringsselskaber og hvilken type dyr, der er tale om. Et forsigtigt bud er, at det årligt koster fra 3000 kroner og opefter at få forsikret sit dyr imod sygdom. Men så er man vel også i store træk sikret imod at komme til at stå overfor det svære valg: En dyr operation - eller en aflivning...

Det korte af det lange: Nu kan familiens kære kat eller hund få en mere skånsom behandling i Brønderslev - hvis uheldet er ude og en operation bliver nødvendig.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste