Nova, Mussi og Timmo skal til Nordisk Mesterskab i Norge til september
DRONNINGLUND: DcH Dronninglund har i løbet af de seneste uger fået udtaget tre hundeførere og hunde til Nordisk Mesterskab i Elverum i Norge til september. De har alle tre kvalificeret sig til mesterskaberne og har allerede taget hul på den intense træning, der gerne skulle føre til gode resultater i konkurrencen.
Møller Christensen er den ene af deltagerne, og han er en erfaren herre, der har vundet ni Danmarksmesterskaber igennem årene og deltaget i et utal af konkurrencer. Denne gang stiller han op med schæferen Timmo på bare 15 måneder.
- Det er en meget ung hund, men det, den mangler i erfaring, har jeg, så jeg på den måde kan hjælpe ham igennem. Jeg ved en del om, hvordan man skal træne, og hvordan man løser de problemer, der opstår. Man lærer jo nogle tricks med årene, siger den erfarne hundefører, der ved udtagelsen opnåede en flot førsteplads.
- Jeg deltager i det program, der hedder Skydd, hvor vi bl.a. skal finde fire ting i et område på 50 gange 50 meter på fem minutter. Desuden er der en eftersøgning i skoven, hvor jeg kun må gå på en linje og derfra sende hunden ud til begge sider, hvor den skal finde to figuranter. Vi konkurrerer også i lydighed og bidarbejde, fortæller Møller Christensen.
Modsat Møller Christensen er den anden deltager knap så erfaren. Det er Christina Bertelsen, der deltager sammen med sin fireårige schæferhund Nova.
- Jeg har kun prøvet at stille op tre gange, så det er godt at være sammen med et par erfarne herrer, siger hun.
- Vi er konkurrenter, men vi hjælper gerne hinanden, siger Møller.
Sidste deltager fra DcH Dronninglund er Jes Svennum, der deltager i den konkurrence, der hedder ICP3 og består af spor, lydighed og forsvarsarbejde. Han stiller op med sin hund af racen Malinois, der trods sit belgiske ophav hedder Mussi.
- Han er en ung hund, og sidste år var faktisk den første sæson, han var med. Han klarede sig imidlertid så flot, at vi sluttede sæsonen af med at vinde danmarksmesterskabet, så han gør det rigtig godt. Han er ung, så der er forhåbentlig mange år i ham endnu, lyder det fra Jes Svennum.
De nordiske mesterskaber afgøres først til september, så der ligger mange træningstimer forude.
- Vi træner hver tirsdag og lørdag, og desuden træner hver enkelt ved siden af derhjemme, så vi træner stort set hver dag. Og det gør vi uanset vejr, fortæller Møller Christensen.