Hørte du også bragene? Her er forklaringen
Politiet blev kimet ned, efter at der lød to kæmpe brag over Nordjylland
Opdateret med nyt fra Forsvaret søndag eftermiddag.
NORDJYLLAND: To gigantiske brag lød hen over Nordjylland søndag ved 12.35-tiden, og Nordjyllands Politi blev efterfølgende kimet ned af bekymrede borgere, oplyser vagtchef Poul Fastergaard.
Også Det Nordjyske Mediehus har fået adskillige henvendelser fra folk, der undrer sig over, hvor bragene kom fra. Borgere i eksempelvis Aalborg, Løgstør, Dybvad og Sæby har henvendt sig og fortalt, at vinduerne i deres huse rystede. Én har ligefrem fortalt, at billederne på hans kontor faldt ned.
Poul Fastergaard har forklaringen - han fik nemlig en opringning fra Forsvaret umiddelbart efter:
- Det er to F-16 fly, der gik gennem lydmuren over Nordjylland, forklarer vagtchefen.
Han er ikke orienteret om, præcis hvor flyene befandt sig på det tidspunkt.
- Men når det er klart vejr som i dag, og det næsten ikke blæser, kan det høres langt væk. Det lyder lige højt i Frederikshavn og Aalborg, konstaterer Poul Fastergaard.
Forsvaret har senere søndag eftermiddag bekræftet, at F16-fly "trak overlydsbrag over dele af Jylland"
- Det var i forbindelse med aktivering af afvisningsberedskabet. Det drejede sig om et civilt fly, man ikke kunne få radiokontakt til, oplyser Forsvaret.