Billede beskrivelse

Næsten 2000 børn mødes for at synge sammen - Popsi & Krelle er også med

17. august 2023 kl. 12.01

Næsten 2.000 børn er tilmeldt, når der tirsdag 22. august fra klokken 9.50 til 11 er Syng Højt! i Brønderslev.

Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse.

- Efter en årrække med tilbagevendende Syng Højt!-succeser i København kan Syng Højt! nu præsentere en omfattende danmarksturné med Brønderslev på programmet, oplyses det.

Syng Højt! ønsker at samle børn og voksne gennem musik og sang af højeste kaliber for at give plads til begejstring, fællesskab og unikke sanseoplevelser. 

Deltagerne skal synge den nyskrevne børneopera "Troldeprinsessen".

- Sammen med de mange tilmeldte børnesangere blandt publikum optræder også den danske stjernesopran Dénise Beck, den svenske baryton Fredrik Zetterström og de populære Youtube-stjerner Popsi & Krelle. Alt sammen akkompagneret af et veloplagt 11 mands ensemble fra Danmarks Radios Underholdningsorkester. Repertoiret er sammensat af værker fra operaens 600 år lange historie og kendte børnesange, og teksterne er omskrevet til børnenes univers, oplyser arrangørerne.

To måneder inden fællessangs-dagen får vuggestuer, børnehaver og indskolinger tilsendt sangmateriale og øver sig forud for operaforestillingen, der foregår fem steder i landet. Byernes ældre fra plejehjem og ældrecentre inviteres også.

I Brønderslev foregår det på Buus-Scenen i Rhododendronparken.

Det er gratis, og der er stadig ledige pladser. Tilmelding kan ske på synghøjt.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste