Mussi og Jes kan nu også kalde sig Danmarksmestre
HELLUM: Det er ikke længe siden, at hunden Mussi vandt det nordiske mesterskab gennem DCH.
Nu har Mussi været på farten igen sammen med sin ejer, Jes Svennum, denne gang til Them ved Silkeborg, hvor der blev afhold DM i Specialhundeklubben for belgiske hyrdehunde (SBH).
Mussi er af racen malinois, der hører under denne kategori.
- Det gik rigtig fint. Vi blev nummer et og er dermed Danmarksmester 2025, fortæller Jes Svennum.
Konkurrencen bestod af spor, lydighed og forsvarsarbejde.
- Her fik vi pokal for bedste resultat i sporet og fik også en pokal for bedste forsvarsarbejde indstillet af de to figuranter, som er dem, der løber med ærmet, som hunden skal bide i, fortæller en stolt Jes Svennum.
Til daglig træner Mussi og Jes i SBH kreds 5, der igennem mange år har haft træning og adresse ved Hellum Multihus.