Museumsforeningen MOSS klar med nye initiativer
DRONNINGLUND: På torsdag, den 13. marts klokken 19, tager Museumsforeningen for MOSS (Museum for Forsyning og Bæredygtighed) hul på en ny sæson med foredrag, som holdes på Dorf Møllegaard i Dronninglund.
Under titlen "Det sorte og ubæredygtige klædeskabs historie" fortæller museumsinspektør Sissel Bjerrum Fossat fra Museum Odense om problemerne med de bjerge af tøj, som vi smider ud og skaber et stort problem for klimaet:
- Men tøjet har også været helt central for over 200 års historie om den menneskeskabte udledning af CO2. Det var med tøjet det hele begyndte, og beklædning er et af de allersorteste får i klimaforandringernes kulturhistorie. Sissel Bjerrum Fossat fortæller om udviklingen fra 1800-tallets store bomuldsboom over 1920’ernes kunstige silke til efterkrigstidens knitrende syntetiske nylon og perlon. Hvad kan vi lære af fortidens tøjforbrug, og hvad burde vi overlade til fortiden? Foredraget bygger på bogen Den sorte omstilling - Fossile brændsler og livet i byerne som udkom i 2024.
Torsdag den 24. april klokken 19 er der igen foredrag på Dorf Møllegaard. Her kommer professor på Aalborg Universitet Mogens Rüdiger under overskriften "Oliekrise og hverdag" og beretter om oliekrisen i 1973:
- Olien var langt vigtigere end andre brændsler. Fordi olien efter 2.verdenskrig trængte ind i alle sider af hverdagslivet. Hvordan gik det for sig? Mogens Rüdiger vil fortælle om, hvordan forbruget af olie var afgørende for, at hverdagslivet blev fornyet og hvordan det gode liv blev bedre. Oliekrisen skabte en større opmærksomhed på, hvordan olie og anden energi kunne bruges mere effektivt. Om det gik ud over det gode hverdagsliv vil foredraget prøve at give et svar på.
Et tredie foredrag er programsat til torsdag den 15. maj - også klokken 19 - på Dorf Møllegaard. Hvor de to første foredrag omhandler forsyningshistorie, så handler det tredie foredrag - "Den tavse tilgivelse" - om et lokalhistorisk emne. Det er Per Jensen, der kommer og fortæller om Agersted, som under besættelsen var "en veritabel nazirede":
- Hovedkvarteret for de danske nazister i Vendsyssel lå i denne by. Det skabte splid og skel. Ikke kun i 30'erne og besættelsesårene, men også i årene efter. Ved hjælp af autentiske billeder og beretninger fortæller Per Jensen historien om hvem, hvorfor og hvor mange - og også hvordan det efterhånden lykkedes at få den splittede by på fode igen.
Det koster 100 kroner at overvære foredragene, men museumsforeningens medlemmer kommer ind til halv pris.
Museumsforeningen gør også ved at gøre klar til årets generalforsamling.
- Alle er velkomne til at deltage gratis i generalforsamlingen. Vi håber på, at mange vil kigge forbi, for vi vil meget gerne udbrede kendskabet til det arbejde vi laver i foreningen, siger Museumsforeningens formand Jens Tofting.
Det er dog kun dem, der er medlemmer af museumsforeningen og har betalt kontingent, som har stemmeret på generalforsamlingen, der finder sted tirsdag den 18. marts klokken 19 på Brønderslev Bibliotek.