Mulighed for at blive klogere på byens kommende kulturhus
BRØNDERSLEV: Det simrer af forventning i Brønderslev by!
For der er mange, som glæder sig til at se, hvad det bliver til med det nye kulturhus i PN Beslags tidligere fabrikslokaler.
Noget af den forventningernes rastløse utålmodighed kan måske blive kølnet en anelse, når foreningen Borger 9700 afholder generalforsamling den 10. marts i Brønderslevhallerne.
For efter den traditionelle generalforsamling med beretning, aflæggelse af regnskab, valg til bestyrelse og alt det der hører den slags, så vil der efterfølgende blive et oplæg, hvor Brønderslev Kommune, Vildmosemuseet, BAS og Kulturskolen i forening vil fremlægge, hvordan det kommende "Kulturhuset Fabrikken" kommer til at se ud, efter at arkitektkonkurrencen er afsluttet med AART Architects som vindere.
AART Achitects skal i samarbejde med Sweco Danmark A/S, ReVærk ApS og Erik Brandt Dam Arkitekter ApS ombygge den eksisterende fabrik.
Det kan være interessant for andre, end dem der er medlemmer af Borger 9700, at blive klogere på, så hvis man vil vide mere om byens kommende kulturelle kraftcenter, så kan man tilmelde sig generalforsamlingen i Borger 9700.
- Men man har selvfølgelig kun stemmeret på generalforsamlingen, hvis man er medlem af foreningen, siger formand Jens Tofting.
Han understreger, at det er vigtigt at tilmelde sig, hvis man deltage i generalforsamlingen og det efterfølgende oplæg om kulturhuset.
- Det er vigtigt at vide, vor mange der kommer, så vi ved, hvor meget mad og drikke vi skal have klar, fortæller jens Tofting.
Tilmelding til generalforsamlingen skal ske senest den 8. marts kl. 20 på email: jens.tofting@live.dk.
Generalforsamlingen er så to dage senere - tirsdag den 10. marts klokken 20.00.