Mødtes efter 50 år: Snakken gik højt og godt ...
Lørdag 7. oktober mødtes en flok gråhårede personer i Brønderslev.
Anledningen var, at det i år er 50 år siden, de afsluttede realeksamen på Søndergade Skole i Brønderslev.
Dagen startede kl. 14 med kaffebord hos en af deltagerne. Snakken gik højt og godt lige fra starten. Der var en fortællerunde, hvor alle fortalte, hvordan de sidste 50 år er forløbet.
Efter kaffen gik de i samlet flok til Søndergade Skole.
Her mødtes de med Jeppe Birkholt, der er elev på skolen. Han viste rundt og fortalte om dagligdagen på skolen anno 2023.
Jeppe havde til tider lidt svært ved at komme til orde, da de gamle elever havde travlt med at opfriske gamle minder.
- Alle syntes, det var hyggeligt med den unge omviser, der var god til at fortælle om skolen og dens indretning. Han var også fotograf, så der kunne tages et ”klassebillede”. Efter skoletid gik flokken tilbage og spiste lækker middag. Snakken fortsatte til efter midnat. Alle var enige om, at det var en fantastisk dag. Af 18 mulige var der 15 af de gamle elever, der deltog, lyder det fra delegationen.