Misbrugte ældre mands dankort - men fik dårlig samvittighed
En 69-årig kvinde nåede at hæve knap 100.000 kroner på ældre mands dankort, inden samvittigheden indhentede hende
HJØRRING: En 69-årig kvinde blev til sidst indhentet af sin egen dårlige samvittighed, efter hun havde drænet en ældre mands dankort for knap 100.000 kroner.
Hele 32 gange over en periode på fire måneder fra juni til september 2020, hævede kvinden store beløb i pengeautomater i Brønderslev, og brugte også dankortet to gange til at gå på værtshus.
Det kostede hende mandag fem måneders betinget fængsel, oplyser anklager Stephen Pedersen.
Dankortet tilhørte en ældre mand, som kvinden havde hjulpet med rengøring og indkøb. I forbindelse med indkøbene, havde den 69-årige fået udleveret dankortet af den ældre mand.
I Retten i Hjørring fortalte hun, at hun havde luret, hvor manden opbevarede dankortet, og flere gange havde hun altså taget kortet uden hans viden og hævet penge til sig selv, fortæller anklageren.
Tilstod over for mandens søn
Til sidst fik hun dog så dårlig samvittighed, at hun ringede til mandens søn og fortalte, at hun havde misbrugt farens dankort. Sønnen anmeldte herefter sagen til politiet.
Selvom den 69-årige kvinde erkendte de fleste hævninger, kunne hun dog ikke erkende alle anklagepunkterne. Der var flere hævninger til i alt 39.000 kroner, hvor hun forklarede, at hun havde hævet penge til den ældre mand, oplyser anklageren.
Retten fandt det dog bevist, at kvinden havde misbrugt dankortet ved alle 32 hævninger.
Den 69-årige valgte at modtage dommen.