Billede beskrivelse

Minister besøgte Brønderslev og var klar på en gang træning

18. august 2023 kl. 09.03

Sundhedsminister Sophie Løhde besøgte torsdag et hold fyldt med aktive seniorer under initiativet "Bevæg dig for livet", som skal få flere i Brønderslev Kommune til at være aktive i foreningerne.

Besøget fandt sted i Brønderslev Hallerne, og sammen med borgmester Mikael Klitgaard deltog ministeren selv i træningen.

Det oplyser Brønderslev Kommune i en pressemeddelelse, hvor de skriver:

- De fik sved på panden ligesom deltagerne i Fleksibel Formiddagstræning. Og ministeren roste de aktive seniorer for deres arbejde.

Borgmester Mikael Klitgaard viste frem, og projektleder Morten Borregaard gjorde ministeren klogere på Bevæg dig for livet.

- Vi har en vision i kommunen om, at vi skal være aktive hele livet, også når vi bliver ældre. Det giver en sundere krop men mindst lige så vigtigt en sund psyke, fordi man kommer ud og er sammen med andre. Vi bruger også aktiviteterne forebyggende, f.eks. henviser praktiserende læger til vores diabeteshold, der er hold for KOL-patienter og lignende. Jeg tror, at foreningerne her kan være med til at løfte en stor sundhedsmæssig opgave, som bliver vigtigere og vigtigere i fremtiden, mener Mikael Klitgaard.

I Brønderslev Hallerne er et af tilbuddene Fleksibel Formiddagstræning, som er alt fra floorball til fitness. 

- Efter besøget i Brønderslev Hallerne besøgte Sophie Løhde plejecenter Støberiet for at overrække medaljer til plejehjemsbeboerne, der havde gennemført mini-OL, skriver Brønderslev Kommune.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste