Billede beskrivelse

Michael har forvandlet et tidligere sygehus til 85 moderne boliger

30. maj 2025 kl. 10.32

DRONNINGLUND: Det ambitiøse projekt ’Sygehusparken’, som forvandler det tidligere sygehus i Dronninglund til moderne og eksklusive boliger, er nu tæt på sin afslutning. De første 50 boliger er udlejet, og snart kan nye beboere flytte ind i de sidste af de i alt 85 lejligheder.

Manden bag det store projekt er Michael Vestergaard, der er indehaver af firmaet MVE HOLDING ApS i Nørresundby.

- Jeg er både entreprenør og investor, og det har jeg efterhånden været i 15 år, siger 41-årige Michael Vestergaard, der fortæller, at han aldrig har været ansat nogen steder, men altid haft sit eget firma.

Stort projekt

Det er efterhånden fire år siden, han købte det nedlagte sygehus, der ligger på en grund på 26.000 kvm.

- Vi har forsøgt at få det bedste ud af det hele. Vi har omdannet 10.000 kvm bygninger til omkring 7.000 kvm boligareal. Vi har også helt bevidst bevaret de grønne arealer, hvor der er offentlig adgang. Sådan noget tager tid, men jeg lavede fra starten en tidsplan på fire år, og lige nu kører vi på tredje år, så vi følger planen, fortæller han.

Billede beskrivelse

- Der er tale om en ny type og en lidt anderledes bolig, og det var det, jeg fra starten tænkte, at det har byen brug for. Det er et stort samlet byggeri. Det giver mulighed for fællesskaber, og det lægger vi også op til, når nye lejere flytter ind. Der er allerede stiftet en beboerforening. Jeg startede projektet med 10 boliger i de bygninger, der husede den medicinske afdeling. Senere har vi lavet to boliger i det gamle kapel og to i gartnerboligen, og så er vi ellers fortsat med resten af bygningerne.

Forskellige boliger

- Der er boliger fra 41 kvm til 190 kvm, så der er noget at vælge imellem. En af de store udfordringer i byggeriet er, at der ikke er ret mange ens boliger. Hver eneste bolig har noget, vi har skullet tage hensyn til, og det gør, at de alle er unikke, siger han.

Mange af boligerne byder på en imponerende udsigt over grønne områder og det omkringliggende landskab. Dertil kommer altaner, elevatoradgang og moderne faciliteter som parkeringskælder, fælleslokaler og grønne fællesarealer, der indbyder til både samvær og privatliv.

Billede beskrivelse

- Vi har lavet boligerne i respekt for de gamle bygninger og forsøgt at bevare så meget som muligt. Det er heldigvis solidt byggeri, der har holdt i 70 år, og de skal nok holde i de næste mange år.

Økonomi

- Jeg har selvfølgelig fra starten haft et budget, men som ved ethvert andet byggeri koster det ofte mere, end man regner med. Der kommer altid overraskelser, når man renoverer. Jeg har heldigvis stor erfaring med ombygninger. Vi har tidligere ombygget omkring 200 boliger, så jeg har en del erfaring, og det har selvfølgelig hjulpet mig her. Vi er nu så langt i processen, at jeg kan begynde at slappe af, siger Michael Vestergaard.

Projektet er blevet, som han forestillede mig.

- Ja, faktisk er det blevet en smule bedre, end jeg havde forudset, men det har også kostet noget mere. Sådan er det tit, når man går i gang med et projekt. Så kommer man på nogle idéer hen ad vejen. Forhåbentlig noget, der tiltrækker nye lejere. Vi skal også være forsigtige med hensyn til størrelsen på huslejen, siger Michael Vestergaard.

Det skal være attraktivt, så huslejen må ikke være for høj.

- Det skal selvfølgelig også kunne løbe rundt, for det er jo en forretning, og det satser jeg også på, at det bliver over tid. Det er selvfølgelig hårdt i starten, for det er jo en kæmpe investering, og renterne har været lidt imod os de seneste par år, men de er nu på vej i den rigtige retning, så det skal nok blive godt, siger Michael Vestergaard.

Billede beskrivelse

- Lejlighederne er også energivenlige og med masser af solceller. Den energi, de producerer, bliver brugt til at forsyne lejlighederne med energi. Vi har lavet et program, så lejerne kan se, når der er overskudsstrøm, og så får de gratis strøm. Vi har i det hele taget tænkt energi ind i ombygningen. Vi har således skiftet samtlige vinduer og døre med trelags glas og efterisoleret, hvor vi kan efterisolere, så vi har energioptimeret alt det, vi overhovedet har kunnet.

Stor interesse

Der er stor interesse for de kommende lejligheder, og mange er allerede reserveret. På nuværende tidspunkt er der udlejet 50, og der forventes fuld udlejning kort tid efter byggeriets afslutning.

- Når boligerne er fyldt op, regner jeg med, at der kommer til at bo omkring 250 personer her. Det svarer til 5-6% af befolkningstallet i byen. Det må gøre noget for byens erhvervsliv og det sociale og bidrage til vækst og udvikling i hele området. For mig markerer projektet begyndelsen på en ny æra for byen og sender et klart signal om ambition og livskvalitet i Nordjylland, siger Michael Vestergaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste