Voxpop i Hals: Skal bilerne ud af midtbyen?

23. maj 2022 kl. 06.15

Skal bilerne ud af midtbyen? Det mener en lang række beslutningstagere overalt i landet. Blandt andet drøfter byrådet i Aalborg for tiden en række forslag, der markant skal reducere antallet af biler i centrum. Planerne omfatter alt fra højere parkeringsafgifter til bilfri zoner. Idéerne møder dog ikke lutter opbakning. Både pendlergrupper og næringsdrivende kritiserer de grønne udspil. Vi spurgte nogle borgere om sagen.

- Jeg synes, det er en fjollet idé. Det kvæler handelslivet i midtbyerne. Jeg tror, de færreste danskere vil undvære bilen, når de skal handle, siger Jan Nielsen.

- Jeg kommer fra Norge, og der er det sådan i mange byer. Det fungerer egentlig okay. Mange stiller bilen udenfor byen og tager offentlige transportmidler til centrum. Det er i forvejen så dyrt at parkere i midtbyen, at det godt kan svare sig, forklarer Eivind Saxhrog.

- Det har jeg det blandet med, fortæller Ditte Eklund. Det er selvfølgelig godt for miljøet, men jeg tror også, det vil gå ud over de handlende. Jeg kan godt forstå, at butiksindehaverne er imod.

- Det kræver i hvert fald, at man etablerer nogle rigtigt velfungerende offentlige transportmuligheder til midtbyen. Og det skal vel at mærke være gratis. Ellers får man aldrig folk til at stille bilen langt udenfor centrum, siger Bodil Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste