Voxpop i Hals: Er De bange for russerne?

09. februar 2022 kl. 17.00

Den russiske opmarchering af tropper nær den ukrainske grænse har skabt bekymring i hele Vesten. Herhjemme har statsminister Mette Frederiksen (S) kaldt det den største sikkerhedspolitiske trussel siden Den Kolde Krig. Regeringen er desuden klar til at støtte Ukraine med våben og militært udstyr, ligesom Danmark deltager i NATO’s fremskudte tilstedeværelse i Polen og Baltikum.

Meningerne er dog delte om den reelle trussel fra Rusland. Vi spurgte forleden nogle borgere på gaden om deres syn på sagen. Er du nervøs for situationen i Østeuropa? lød spørgsmålet.

- Nej, det er jeg ikke. Personligt tror jeg ikke, at Rusland starter en krig. Derfor forstår jeg heller ikke, at Danmark skal være med til at sende soldater derover. Det har ingen effekt siger Jonas Schack

- Det er jeg ikke. Vi skal ikke være bange for russerne. De er vores fætre og kusiner og de ligner os meget mere end eksempelvis amerikanerne gør. Det, vi gør nu, er blot med til at puste til ilden, siger Jens Ole Jensen.

Henri Brynildsen

- Nej. Russerne har mange gange tidligere raslet med sablerne, uden at det har ført til noget. Jeg mener, det er helt unødvendigt at gøre noget, for Rusland vil formentlig bare sende et signal om sin styrke, siger Henri Brynildsen.

Marinus Olsen

- Nej, det er jeg ikke. Som jeg ser det, er det spild af ressourcer at styrke indsatsen i Østeuropa. Vi skal ikke være bange for russerne. Amerikanerne er mere farlige for verdensfreden, siger Marinus Olsen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste