Verner sælger ud af sin enorme samling
BRØNDERSLEV: Det er som at træde ind i fortiden. Når man går ind i Verner Braths genbrugsbutik i Algade. Her er alle mulige tænkelige minder fra ældre menneskers fortid. Og unge kan se, hvordan verden var indrettet, inden de blev født.
- Jeg har været en ivrig samler, der i flere årtier har samlet på ting. Jeg har kørt rundt til loppemarker og hos private og fundet fine, gamle sager. Og da jeg har et stort samler-gén, så er meget af det røget med hjem. For jeg elsker smukke ting og godt håndværk, fortæller Verner Brath.
Som nu i godt et år har solgt ud af sin store samling fra butikken i Algade.
For hans samling blev enorm. Kælderen i hans ejendom er fyldt med flyttekasser, hvor hans samling er opbevaret. Og det blev efterhånden for meget. Både for Verner selv og for hans hustru, som slet ikke har samme samler-gén.
Hvad gør man så, når samlingen bliver for stor - endda meget for stor?
Verner Brath fik en idé, da han kunne erhverve underetagen i ejendommen på Algade, hvor der senest har været pizzeria.
- Jeg så nogle muligheder for at komme af med noget af min samling. Så jeg overtog underetagen i ejendommen, og begyndte at sælge ud for af sagerne for godt et års tid siden.
Men hvordan gik det til, at Verner Brath blev inkarneret samler?
- Det begyndte, da jeg var i lære som bager i Bindslev. Nogle af dem, der arbejdede i bageriet, var meget interesserede i antikviteter, og så var jeg den - 18 år gammel og med nyt kørekort - der ofte var ude at hente sagerne hjem for dem. Og efterhånden begyndte jeg også selv at interessere mig for antikviteter, og lige pludselig var jeg blevet samler.
Verner Brath husker stadig sit første køb. En gammel primus som han satte godt i stand. Pudsede og kælede for, så den blev rigtig fin. Og den har han såmænd stadig, for den er jo blevet lidt af et klenodie, da den var første effekt i det, der skulle blive til Verner Braths samling.
I begyndelsen gik det måske ikke så stærkt. For da Verner Brath var færdiguddannet som bager i begyndelsen af 80'erne, fik han bagerbutik i Brønderslev. Den forretning der i dag er Slagter Krabbe.
- Men efter fire år fik jeg meget voldsom mel-eksem og blev derfor nødt til at opgive tilværelsen som bager.
Verner Brath blev i stedet kommunal servicemedarbejder. En slags al-mulig-mand. Og sideløbende med det blev interessen for antikviteter og fine gamle sager ved med at vokse og vokse.
Nu sælger han så ud af sin elskede samling. Men gør det så ondt at give slip på de bedste sager?
- Nej, egentlig ikke. Jeg er meget afklaret med det, for det kan kun gå en vej. Jeg er blevet 74 år, og jeg kan jo ikke fortsætte for evigt, jeg holder nok kun 20 år mere, griner han.
- Så nu må jeg se at komme af med sagerne, fortsætter Verner Brath.
Han overvejer dog fremtiden. For det er slidsomt at stå i butikken i flere timer, selv om han kun holder åbent to dage om ugen, da der også skal være plads til private gøremål. Som børn og børnebørn der bor helt ovre i København.
- Jeg fortsætter med butikken lidt endnu. På ubestemt tid. Så må vi se, hvad der sker, siger Verner Brath.
Han så gerne, at der kom en køber forbi, som ville købe hele samlingen på en gang.
Men det ligger nok ikke lige for, så Verner Brath åbner butikken hver torsdag og fredag. Ved middagstid. Og håber mange kunder kigger ind, og forelsker sig lige så meget i det gamle gods, som han i sin tid selv gjorde.
- Men de er ikke altid så nemme at handle med. Folk i dag er meget pris- og kvalitetsbevidste. Så jeg er tilfreds, hvis jeg holder skindet på næsen, og ikke taber penge på mine sager, smiler samleren, der fik for meget.