Vellykket og hyggelig høstfest i Diabetesforeningen
BRØNDERSLEV: Diabetesforeningens lokalforening i Brønderslev stod bag en særdeles hyggelig og vellykket høstfest i Bien i Grønningen. God mad, underholdning med musik og sang og mulighed for at synge med fra sanghæfter var bare nogle af ingredienserne i festen.
- Vi havde virkelig en fornemmelse af, at medlemmerne hyggede sig, og vores håb er så, at medlemmerne vil sprede budskabet om, at der sker noget spændende, når Brønderslevs lokale Diabetesforening afholder arrangementer, lyder det fra Tove Brix, der er næstformand i foreningen.
- Det er så dejligt med den store opbagning fra medlemmerne, og det er med til at gøre det sjovt at være i bestyrelsen. Vi har heldigvis mange medlemmer, men vi håber, at endnu flere vil finde vej til os. Det gælder både dem, der har diabetes, og dem, der ikke har fået det konstateret endnu, siger Tove Brix.
I Brønderslev Kommune er der i øjeblikket 2.298 mennesker med diagnosen, hvilket svarer til 7,9 % af befolkningen. I hele landet er der 327.505 svarende til 6,8 % af befolkningen.
Der er de sidste 12 måneder diagnosticeret 153 nye tilfælde i Brønderslev Kommune.