Jane Jakobsen er ansat som borgerrådgiver i Brønderslev Kommune. Hun starter i jobbet 1. august. Privatfoto
Mennesker

Velkommen til Jane: Hun skal hjælpe Brønderslevs borgere

Brønderslev Kommune har nu sat ansigt på ny borgerrådgiver

04. juli 2022 kl. 10:31

BRØNDERSLEV: Så er der omsider blevet sat ansigt på Brønderslev Kommunes nye borgerrådgiver. Borgerrådgiveren bliver Jane Jakobsen, der er uddannet socialrådgiver.

Jane Jakobsen kommer til at opholde sig i Brønderslev Kommune to arbejdsdage ugentligt - idet Brønderslev Kommune deler hende med Jammerbugt Kommune.

Baggrunden for det er, at Brønderslev Kommune i et samarbejde med kommunerne Thisted, Jammerbugt og Vesthimmerland har oprettet et fælles borgerrådgiver-sekretariat med to borgerrådgivere ansat. De to borgerrådgivere får en fælles arbejdsdag på sekretariatet (der ligger i Vesthimmerlands Kommune) - og derudover har de så som nævnt to dage dedikeret til hver af deres tildelte kommuner.

Se også
Borgerrådgivere er på vej: - Jeg har på egen krop oplevet, hvor meget man skal kæmpe

Rent formelt er borgerrådgiveren ansat af byrådet i Brønderslev Kommune, da hun skal være uafhængig af den kommunale organisation.

- Skal hjælpe borgeren

Jane Jakobsen skal agere bindeled mellem borgere og kommune - og siger i en pressemeddelelse selv sådan her om sine opgaver:

- Jeg skal blandt andet vejlede borgerne om klagemuligheder over afgørelser, hjælpe med at forstå breve og anden kommunikation fra kommunen. Og er kommunikationen gået helt i hårdknude mellem borger og kommune, skal jeg hjælpe til med at genskabe dialogen. Og så skal jeg sørge for, at vi i kommunerne kan lære af vores fejl, men også hjælpe borgeren med en forståelse for, hvorfor kommunens afgørelse er endt, som den er, fortæller Jane Jakobsen.

Jane Jakobsen starter i jobbet 1. august. Hun er uddannet socialrådgiver i 2009 og kommer fra en stilling i Aalborg Kommune som socialrådgiver i familiegruppen.

Brønderslev Kommune vil på både sin hjemmeside og på sin Facebook-profil oplyse om hvilke dage, man kan træffe borgerrådgiveren. Ligeledes vil der også være oplysninger om, hvordan man kontakter Jane Jakobsen.

Finansieret af staten

Ansættelserne af de to borgerrådgivere i Thisted, Brønderslev Jammerbugt og Vesthimmerland er finansieret af midler fra ansøgningspuljen til borgerrådgivning, der administreres af Bolig – og Planstyrelsen.

Formålet med at ansætte en borgerrådgiver er at styrke dialogen mellem borgere og kommunen samt at bidrage til sikring af borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunens sagsbehandling og faktiske forvaltningsvirksomhed. Borgerrådgiveren skal desuden medvirke til, at klager bruges konstruktivt til læring og forbedringer af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening.

Nyeste