Vandt tur til Fårup for hele klassen

Reklameomdeler fra Brønderslev vandt tur til Fårup Sommerland - blev overrasket på sin skole med præmien

29. august 2019 kl. 10.00

BRØNDERSLEV: Det var en meget overrasket Julie Olesen fra 9.a på Søndergades Skole i Brønderslev, der tidligere på ugen vandt en tur i Fårup Sommerland for hele klassen.

Julie Olesen er omdeler for Nordjyske Distribution og har sin egen faste rute i Brønderslev, hvor hun leverer Oplands Avisen og reklamer. Her i ferieperioden har Julie, lige som mange andre bude, taget en ekstra rute for at alle kunne få lov til at holde ferie.

I den forbindelse holdt Nordjyske Distribution en konkurrence om en tur til Fårup Sommerland for hele klassen. Der er trukket lod blandt alle de unge bude, som tog ekstraruter i området fra Skagen til Hobro. Her var Julie den heldige, som nu kan invitere klassen på tur.

Hun har været reklameomdeler i halvandet år og er glad for sit job.

- Man kommer til at kende de mennesker, der bor på ruten. Nogle gange kommer de ud og snakker og nogle takker endda for, at jeg kommer med deres avis og reklamer. Det synes jeg er dejligt.

- Det er jo også ret fedt at tjene sine egne penge, som man kan bruge til noget, som man ønsker sig, fortæller Julie.

- Jeg havde godt set, at der var denne her konkurrence, men jeg havde da slet ikke regnet med at vinde, så det var da noget overvældende, da distributionslederen pludselig kom ind i klassen sammen med en fotograf for at overrække gavebeviset.

Julie har selv kun holdt en uges ferie og tog derefter flere ekstraruter ved siden af sin egen, så andre bude også kunne holde ferie.

Gavebeviset blev overrakt af distributionsleder Sabina Karabeg og distributionschef Jeanette Vingaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste