Den unge filmproducer, Jonathan Langelund, på sit kontor i produktionsselskabet New Tales i Aarhus. Foto: Privatfoto
Mennesker

Ung mand fra Dronninglund bag ny dansk spillefilm

17. maj 2022 kl. 16:05

Til juni er der premiere på ny dansk film, ’Esthers Orkester’. Det er måske ikke så bemærkelsesværdigt, men det interessante er, at filmen er produceret af det aarhusianske produktionsselskab New Tales, der ejes og ledes af Jonathan Langelund, der er født og opvokset i Dronninglund.

- Da jeg gik på HF, blev jeg introduceret til filosofi, og det fangede mig, fortæller Jonathan Langelund.

- Jeg startede på at læse filosofi på universitetet i Aarhus og tog samtidig en overbygning på film og TV og senere på medievidenskab. Det gjorde noget ved mig. Jeg var så heldig at komme i praktik i Videncenter for Integration i Vejle. Her skulle der udvikles undervisningsfilm til nydanskere, og den opgave blev jeg sat på. Det var en fed opgave med både planlægning og eksekvering. Jeg havde ikke tidligere arbejdet med film, men jeg følte, det var noget, jeg gerne ville afprøve. Jeg har altid været interesseret i film og set mange film, og som barn havde jeg også lavet film med mig selv som skuespiller.

Filmproduceren er født og opvokset i Dronninglund og har nu sit eget filmproduktionsselskab. Firmaets første spillefilm har premiere 2. juni. Foto: Privatfoto

Universitetet skudt lidt i baggrunden

- Nu havde jeg fået blod på tanden med det her med produktionsledelse, og da jeg så vendte tilbage til studierne, søgte jeg ind på Super 8 i Aarhus. Det er en treårig uddannelse, hvor jeg blev optaget på produceruddannelsen. Her mødte jeg mange spændende mennesker, som jeg også har et samarbejde med i dag som faglige kolleger. Det gælder blandt andet instruktøren Alexander Sagmo, der har instrueret ’Esters Orkester’, som jeg har produceret. Vi startede med at lave film sammen under uddannelsen.

Startede New Tales

Da Jonathan blev færdig med uddannelsen i 2016, startede han året efter sammen med Mette Mikkelsen produktionsselskabet New Tales.

- Vi følte, at der i Jylland manglede et produktionsselskab, der udelukkende arbejdede med film. Derfor startede vi i Aarhus. Der er andre gode produktionsselskaber i Jylland, men de laver reklamer og andre ting, mens vi udelukkende arbejder med film og laver fiktion, dokumentar, animation til biograf, TV og web, fortæller han.

En producer realiserer en vision

- Jeg er virkelig grebet af filmverdenen og det at producere film. Som producer har jeg ansvaret for økonomi og organisering, og det er også produceren, der langt hen ad vejen skaffer pengene. Det er jo instruktørens vision, der skal føres ud i livet, men der skal skaffes penge fra fonde og den slags, og det gør produceren i et samarbejde med instruktøren.

Esthers Orkester

Plakaten for Jonathan Langelunds første spillefilm, 'Esthers Orkester'. Foto: PR foto

- Vi har været i gang i fire år med filmen fra spæd start og til nu, hvor den kommer i biografen. Vi har vist, at vi kan, og det, tror jeg, har været med til at styrke det konkurrencefelt, vi er i. Vi vil jo gerne samarbejde med de bedste, og vi er afhængige af at samarbejde med dygtige instruktører og tekstforfattere. Aleksander Sagmo har jeg udvekslet idéer med og arbejdet sammen med, siden vi gik på Super 8, og vi har haft gang i mange andre projekter.

Filmen klar til premiere

- Vi har lavet en lidt skæv fortælling og prøvet at fortælle en original historie, som jeg synes, vi savner lidt i disse år. Den havde det rigtige format i forhold til, hvad vi kunne realisere med de midler, vi har fået. Det er en lille historie om en helt almindelig familie. Den ser nærmere på, hvordan den moderne mand er lidt i krise med sig selv i en tid, hvor kvinderne har overtaget styringen. Hvordan skal man så lige navigere i familielivet med det nye syn på manden? Det er en dramatisk, men i høj grad også humoristisk film om det tragikomiske i livet, siger Jonathan Langelund.

En anderledes film

- Mange nye film benytter for det meste de samme, kendte skuespillere og laves i og omkring København. Vi har taget nogle andre skuespillere og givet den universelle historie et andet afsæt ved at lave historien i Jylland. Vi vil som selskab gerne gøre det hele lidt anderledes, og det gør vi helt naturligt, fordi vi ligger, hvor vi ligger, siger producer Jonathan Langelund.

’Esthers Orkester’ er produceret af New Tales, instrueret af Alexander Sagmo, skrevet af Troels Engelbrecht og altså produceret af Jonathan Langelund. I filmen medvirker blandt andet Annika Aakjær, Johannes Lilleøre, Ulf Pilgaard, Peter Ganzler, Stina Ekblad og MGP-vinder Emma Pi. Der er biografpremiere torsdag 2. juni.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu