De to udvekslingsstudenter sammen med klubbens counsellor, Nidal Seide
Mennesker

Udvekslingsstudenter fra Rotary: - At rejse er at leve

28. september 2022 kl. 11:01

"At rejse er at leve". Sådan indledte Dronninglund Rotary Klubs nye udvekslingsstudent, 17-årige Carly Sagerser, sin præsentation på klubbens møde for nylig. Hun gjorde det tilmed på dansk og håber at kunne tale flydende dansk, inden opholdet på et år er omme.

Carly er fra byen Wenatchee i staten Washington på vestkysten i USA og deltager under sit ophold i undervisningen i Dronninglund Gymnasiums sportsklasse. Hun har i hjemlandet afsluttet 12-års skolegang og er universitetsparat, når hun vender hjem næste år.

Hun kommer fra en meget outdoor-orienteret familie med ski, vandring i bjergene og camping i telt. Hun har lyst til at deltage i familielivet hos sine værter og vil gerne med andre af klubbens medlemmer ud og opleve noget.

På mødet fortalte hun om de forskelle, hun allerede har bemærket i Danmark. Der er f.eks. kortere undervisningstimer og længere pauser, man er oftest i samme klasselokale, og lærerne kommer til elevernes lokaler. I hendes tidligere skole var det anderledes. Her var der længere timer og få minutter til at komme fra et undervisningslokale til det næste, så eleverne på den måde kommer til lærernes lokaler. Hun glæder sig til studieturene med sin danske klasse. Det ville hun ikke opleve med skolen i USA.

Short term student vendt hjem

Klubbens short term udvekslingsstudent, 16-årige Sofie Bach Nielsen, fortalte på samme møde levende om sit 14-dages ophold i Finland sammen med 20 andre unge fra i alt 13 nationaliteter. Hun var den eneste fra Norden. Hendes tur havde været en oplevelse for livet, og hun havde mødt mennesker, som hun tror bliver venner for livet.

Første uge boede hun hos en finsk familie, hvor kun faderen talte lidt engelsk, så sproget var en kæmpe udfordring for dem alle, men de var de rareste værter, og de lærte alle sammen meget i den uge, fortalte Sofie.

Hendes anden uge var i en camp med andre unge, og her talte alle engelsk. Hun tager gerne afsted igen og måske også på et års udveksling, og hun anbefaler en sådan oplevelse til andre unge.

Nyt fra klubbens udsendte udvekslingsstudent

Der er også godt nyt fra Signe Marie Poulstrup, der i et år er udvekslingsstudent i Pennsylvania i USA. Hendes mor, der pt. er værtsfamilie for ovennævnte Carly, fortalte, at de lokale rotarianere byder sig meget til, hvor de bl.a. viser rundt, tager hende med på ture m.m. Hun har allerede været i gang med at surfe, prøve stand up paddle, besøgt svampefarme og været inviteret med som cheerleader på skolen.

Annonceret indhold

Nyeste