Rotary har sat hjælpen til udsatte børn i Hjallerup i system og indgået aftale med bl.a. Hjallerup Skole.
Mennesker

Udsatte børn mangler vintertøj: Sådan hjælper lokal forening

08. november 2022 kl. 07:55

Hjallerup Morgen Rotary Klub har indgået aftale med Hjallerup Skole, Familiehuset Hegely samt Hjallerup Idrætsforening om økonomisk hjælp til udsatte familier. Fokus for hjælpen er på børn og unge, der mangler grundlæggende fornødenheder for at kunne deltage på lige fod med andre børn og unge i skole- og fritidsaktiviteter.

- Heldigvis er der ikke mange, der har brug for hjælp, men der er også i Hjallerup og omegn børn og unge, hvis familie ikke har råd til eksempelvis vintertøj, en skoleudflugt, basalt sportstøj eller kontingent til en fritidsaktivitet, fortæller Lars Kristensen fra Hjallerup Rotary.

Det er noget, der kan have stor betydning for det enkelte barns trivsel i både skolen og i fritiden. Hjallerup Morgen Rotary Klub har i noget tid arbejdet med at sætte hjælpen til sådanne børn mere i system, idet klubben meget gerne vil bidrage til at give disse børn samme muligheder som andre børn.

- Vi har derfor indgået en skriftlig aftale med Hjallerup Skole og Familiehuset i Hegely samt en mundtlig aftale med Hjallerup Idrætsforening om at hjælpe disse børn, fortæller han.

Aftalen indebærer, at de nævnte institutioner ud fra kendskab til de enkelte børn/unge og deres familie har mulighed for at ansøge om midler fra Hjallerup Morgen Rotary Klub.

- Vi får ikke kendskab til navne på ansøgerne eller dem, der får hjælpen. Formålet med dette princip er, at alle involverede skal føle sig trygge ved måden, hjælpen gives på. Det har samtidigt været et ønske, at pengene skulle bruges i de lokale forretninger, og derfor er der også lavet aftaler med disse. Samlet set har målet været et samarbejde med et minimum af administration og at bruge skolens, familiehusets og idrætsforeningens kendskab til den enkelte familie og børn for at hjælpe netop dem, der har mest brug for det.

For at skaffe penge til det gode formål, afholder Rotary motionsløb i forbindelse med 'Open by Night'.

Det første barn har fået hjælp

Den første konkrete ansøgning om støtte har resulteret i, at et barn på Hjallerup Skole nu er klædt på til vinteren og på lige fod med de andre børn kan deltage i såvel skole- som fritidsaktiviteter. Det forlyder, at hjælpen er meget værdsat af familien, og at barnet åbenlyst er glad for tøjet.

- Vi håber på mange flere ansøgninger, og vi har med vilje ikke præcist defineret, hvad der kan søges til, men tager udgangspunkt i skolens og idrætsforeningens kendskab til det enkelte barn eller unges behov. Der skal naturligvis være tale om grundlæggende behov i forhold til barnets trivsel f.eks. basale behov for overtøj, en skoleudflugt eller lignende, så barnet eller den unge kan føle sig som en del af fællesskabet. Aftalerne formidles gennem skolens, familiehusets og idrætsforeningens ledelse eller en udpeget kontaktperson, fortæller Lars Kristensen.

For at kunne støtte flest mulige projekter gennemfører Hjallerup Morgen Rotary Klub løbende forskellige arrangementer. Næste arrangement afvikles i forbindelse med Hjallerups Open by Night d. 17. november, hvor der gennemføres et sponsorløb fra klokken 17.00. 

Formålet er her at indsamle penge til netop udsatte familier og børn. Løbet blev også gennemført sidste år, og konceptet er det samme. Man finder selv en sponsor og løber det, man har lyst til samt indbetaler, hvad man nu har aftalt med sin sponsor eller med sig selv. Sidste år tog mange mod tilbuddet om at få motion og samtidig støtte det gode formål.

Annonceret indhold

Nyeste