"Trolle" er nomineret til Årets Frivillig: - Jeg nyder at komme i klubben
ØSTER BRØNDERSLEV: Jacob Frederik Overgaard, eller Trolle, er nomineret til Årets Frivillig for det store arbejde han gør for Øster Brønderslev.
”Jacob har en stor passion for klubben og er en fast støtte til hver eneste kamp”, fortælles der blandt andet om Trolle.
- Jeg nyder, at komme i klubben, som gør rigtig meget for, at man skal føle sig velkommen, siger Jacob Overgaard.
- En eventuel pris vil være til fællesskabet og ikke kun til mig. Men jeg blev meget rørt, da jeg hørte, at nogen havde nomineret mig.
Det er ikke på selve håndboldbanen, at Jacob kan gøre den største forskel.
For som han selv siger, så ”ved han faktisk ikke så meget om håndbold”.
Men han ved noget om mennesker og vil gerne have, at alle i og omkring klubben har det godt.
- Det ligger mig meget på sinde, at alle i vores klub har det godt, både på og udenfor banen.
- Drengene er også gode til at få mig til at føle mig værdsat. Og det er jo også dét, der giver mig lyst til at bruge min fritid på dem og klubben.
Det er dig, der afgør, om Årets Frivillig-prisen skal gå til Jacob eller en af de andre. Hop ind og stem lige her: