Trine Bak Holdensen er på fredag klar til at åbne sin drømmebutik i Dronninglund. Foto: Jørgen Ingvardsen
Mennesker

Trine åbner sin drømmebutik

BUTIKSÅBNING: Trine Bak Holdensen åbner ny livsstilsbutik, HolleHolle, i Slotsgade 48 i Dronninglund.

03. juni 2021 kl. 06:00
Trine Bak Holdensen er på fredag klar til at åbne sin drømmebutik i Dronninglund. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen
I øjeblikket er hun travlt beskæftiget med at indrette lokalerne og pakke varer ud. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

Optimismen er helt klart på vej tilbage efter mere end et år med nedlukninger og restriktioner. Der er ved at komme gang i erhvervslivet igen, og butikkerne oplever stigende købelyst. Optimismen er så stor, at det har fået Trine Bak Holdensen til at åbne en tøjbutik på adressen Slotsgade 48. Den har fået navnet ”HolleHolle” og åbner på fredag 4. juni kl. 11.

- Det er en butik med tøj, men jeg satser på at skabe en livsstilsbutik med både tøj, hjemmelavet keramik og ting til hjemmet som lysestager og den slags. Det bliver en butik med alle de ting, jeg selv rigtig godt kan lide, og som jeg håber, andre også kan lide, siger hun, mens hun har travlt med at omdanne de 100 kvm lokaler til en smart butik.

Hun stammer fra Melholt, men har de seneste seks år boet med sin familie i København, hvor hun bl.a. har arbejdet for Samsøe & Samsøe.

- Jeg har været bestyrer for nogle af deres butikker og været retailmanager for deres butikker i Magasin. Det sidste års tid har jeg været kørende sælger. Vi har en søn på tre år og for at komme nærmere på hans bedsteforældre, følte vi, at tidspunktet for at flytte til Dronninglund var passende nu. Jeg kender byen særdeles godt. Jeg har gået på gymnasiet her og i det hele taget været meget i byen. Jeg ved ikke, om der mangler en tøjbutik i byen, men jeg mener, at jeg kan bidrage med noget anderledes end de andre. Jeg kommer til at føre andre mærker og tror på, at vi kan løfte hinanden, ligegyldigt om vi er en blomsterbutik eller en tøjbutik. Jeg ved, der flytter en masse unge med små børn til byen, og jeg håber at kunne lave et univers, der også henvender sig til dem, siger hun.

Når butikken åbner på fredag, sker det uden en stor åbningsfest.

- Den skubber vi til lidt senere på året, hvor de fleste er blevet vaccineret. Vi har dog en gave til de første 50 kunder, så lidt festligt bliver det. Jeg glæder mig og tror på, at der i Dronninglund er plads til en butik som den, jeg tænker på at skabe, og så brænder jeg for det. Jeg er meget opmærksom på, at god service er et og alt. Man kommer kun igen i butikken, hvis man får en god oplevelse. De fleste higer efter at få de her dejlige oplevelser og feel-good følelse, når de forlader en butik. Mange er efterhånden blevet mætte af at shoppe online og vil gerne i butikker igen. Jeg har også planer om at appellere til de barslende mødre om at komme. De kan måske komme i de tidlige formiddagstimer, hvor de kan være lidt alene herinde, så vi får dem med også. Jeg vil lytte meget til kunderne for at finde ud af, hvad de ønsker. Jeg har selvfølgelig mine idéer, men jeg vil lytte meget og fokusere 100% på kundeservice og på at give kunderne gode oplevelser med, når de kommer, understreger hun.

Butikken åbner hver dag kl. 11, men der vil være lukket om mandagen. Når hun er kommet godt i gang, har hun planer om at udnytte en gård bag butikken.

- Den skal shines op, og så håber jeg, at vi kommer til at lave events med dameaftener, vinsmagning og den slags, slutter Trine Bak Holdensen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu