Billede beskrivelse

Tre indvielser på samme dag

25. juni 2024 kl. 11.01

ASAA: Når man skal have guldsaksen fundet frem, kan man jo lige så godt benytte den til flere indvielser. Det var lige netop det, man gjorde i Asaa, hvor man på samme dag indviede pladsen ved siden af Jernstøberiet, Sandflugtsbænken på havnen og den store terrasse ved Auktionshuset. 

Alle steder var det formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Peter Stecher, involveret.

- Der er sket meget i Asaa den senere tid. Det store projekt med områdefornyelse er nået frem til en milepæl, sagde Peter Stecher i sin tale ved Jernstøberiet.

- Brønderslev Kommune har gennem flere år arbejdet meget med områdefornyelse og renovering af kommunens byer. I Asaa har man således brugt 2,5 millioner kroner på områdefornyelse. Hertil kommer støtte fra fonde, bl.a. Sparekassen Danmark Fonden Dronninglund, sagde han.

Billede beskrivelse

I Asaa har kommunen arbejdet sammen med en lokal styregruppe om det store projekt, og Peter Stecher takkede for det gode samarbejde i sin tale og fortsatte:

- Det er relevant at fokusere på, hvad der gør Asaa til noget helt særligt, og dermed hvilke målgrupper man skal fokusere på. Det gælder både i forhold til bosætning og turisme. Mulighederne ligger bl.a. i tidens modetrend. Som modvægt til det travle urbane liv med fuld fart på karrieren er der en modtrend, hvor der er fokus på fællesskab og det lokale med tid til familien, til at være offline og ønsket om at bo tæt på naturen, sagde Peter Stecher.

Formand for Jernstøberiet, Villy Mortensen, takkede for det gode samarbejde med kommunen.

- Der er blevet slået ret mange streger, før vi fandt ud af, hvordan pladsen skulle se ud. Vi har fundet en løsning, som vi i bestyrelsen er meget glade for. Nu skal vi bare være lidt grønnere og plante noget på pladsen. Måske et par søjleeg langs vejen, sagde han.

Billede beskrivelse

Herefter gik turen til havnen, hvor saksen igen kom i brug, da man indviede den store træterrasse ved Auktionshuset og Sandflugtsbænken.

- I har fået en smuk terrasse, der forhåbentligt vil skabe mulighed for mere liv på havnen, sagde Peter Stecher og fortsatte:

- Asaa er en by med potentiale, og nu er der åbnet for, at der kan bygges sommerhuse, der vil komme til at ligge et sted, hvor der er by, handel og havnemiljø, sagde han og vendte sig så mod Sandflugtsbænken.

- Den er smuk i al sin enkelthed og minder os om livet med naturens luner, sagde Peter Stecher.

Som afslutning på indvielserne var kommunen og havnen i fællesskab vært ved et mindre traktement.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste