Tina er nu chef i den butik, hvor hun var elev
Hun blev udlært i Matas i Dronninglund for 8 år siden, og for nylig siden vendte hun tilbage til butikken. Nu som butikschef.
- Jeg synes, det er spændende at have ansvar for et personale og sørge for, at de har det godt, så de yder deres bedste, fortæller den nyudnævnte butikschef, 32-årige Tina Christensen.
Hun kender butikken og byen godt fra sin elevtid. Desuden stammer hun fra Hals og har boet flere år i Ulsted.
- Jeg har, siden jeg var meget ung, vidst, at jeg gerne ville arbejde i butik, men det var lidt tilfældigt, at det blev Matas. De søgte en elev i Matas i Dronninglund, og det blev mig, men jeg kunne såmænd lige så godt have valgt en tøjbutik. Jeg har dog aldrig fortrudt, at det blev Matas, for det er et meget spændende sted. Man skal sætte sig ind i mange ting, for vi har jo alt fra neglelak til afløbsrens. Folk kommer med et konkret problem, og så skal vi kunne løse det bedst muligt. Jeg er så heldig, at jeg blev oplært under den tidligere og mangeårige butikschef, Torben Pedersen. Det var guld værd, for han vidste alt og havde årelang erfaring og været med helt tilbage fra dengang, butikken hed Materialisten, fortæller hun.
- Jeg brænder virkelig for at kunne hjælpe kunderne, når de kommer ind i butikken med et eller andet problem. Det er så dejligt at kunne hjælpe en kunde med at løse et behov eller et problem. Jeg ved aldrig, hvad der kommer til at ske i løbet af en arbejdsdag, og alle dage er forskellige. I øjeblikket har vi meget travlt, og det elsker jeg. Vi løber virkelig stærkt, og det er dejligt. Jeg føler ikke, at kunderne holder igen med indkøbene. Især ikke på den personlige pleje. Det er som om, det er noget, vi har manglet under nedlukningerne, og noget, vi trænger til, fortæller Tina, der efter læretiden i Dronninglund har haft flere stillinger inden for kæden. Senest som butikschef i Aalborg.
- Jeg var meget glad for at være i Dronninglund, og det er derfor også en stor fornøjelse, at jeg nu er tilbage i byen. Jeg glæder mig til de kommende år og er sikker på, at kunderne nok skal være der og ikke udelukkende vil handle på nettet i fremtiden. Vi har naturligvis varer, man kan købe på nettet, men min erfaring er, at mange gerne vil ind i en fysisk butik og have en snak og en vejledning. Det vil jeg og mit personale bestræbe os på hver eneste dag, slutter Tina Christensen fra Matas i Dronninglund.