Billede beskrivelse

Thybo er ny bibliotekschef i Brønderslev

Marie Louise Honorè Aamann er faldet godt til

24. januar 2026 kl. 19.02

BRØNDERSLEV: Brønderslev Bibliotek har fået ny leder. Marie Louise Honorè Aamann er pr. 1. januar tiltrådt på posten, og hun har allerede fundet sig godt til rette i sit nye virke.

Marie Louise Honorè Aamann er 40 år og bosiddende i Thy. Hun kommer til Brønderslev efter flere år som biblioteksleder i KulturRummet i Thisted Kommune og har desuden bred erfaring som bibliotekar flere steder i landet.

– Jeg har fået en rigtig god modtagelse blandt både medarbejdere og brugere. Brønderslev Bibliotek virker som en dynamisk kulturinstitution, hvilket præcist var det, jeg ledte efter, da jeg søgte andre udfordringer, fortæller den nye chef. 

– Jeg har et drive i mig og er en type, der har behov for at udvikle mig fagligt. Det kan jeg her i Brønderslev, hvor både visionerne og strategien falder godt i tråd med mit personlige syn på bibliotekets rolle, siger hun.

Billede beskrivelse

For Marie Louise handler biblioteket således om langt mere end bøger: 

– Det skal være et aktivt kulturelt samlingspunkt for alle borgere. Det er vi gode til i regi af Brønderslev Bibliotek, som i dén grad er både levende og favnende. Se bare på alle de arrangementer, vi huser – udover vores primære drift. Jeg ser frem til at bidrage til at styrke den position yderligere, forklarer hun.

Brønderslev Bibliotek udgøres af tre fysiske biblioteker i henholdsvis Brønderslev, Dronninglund og Hjallerup. Dertil kommer det mobile bibliotek, som kører ud til landområderne og bidrager til kultur og læselyst i hele kommunen.

Marie Louise Honorè Aamann afløser Marianne Holst Hundebøl, der i efteråret tiltrådte som skoleleder ved Sct. Mariæ Skole i Aalborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste