Billede beskrivelse

Thorkil går på pension efter 11 år i spidsen

21. juni 2024 kl. 14.01

BRØNDERSLEV: Den 65-årige Thorkil Neergaard har efter 11 år som direktør i Brønderslev Forsyning valgt at gå på pension per 31. december 2024.

Det skriver forsyningsselskabet i en pressemeddelelse. 

Da Brønderslev Forsyning i 2018 kunne åbne verdens mest energi-effektive fjernvarmeværk med en kombination af flis fyret kedelanlæg med ORC og CSP-solvarmeanlæg, var det i høj grad Thorkil Neergaards fortjeneste, og formand for Brønderslev Forsyning Lasse Riisgaard beklager da også direktørens ønske om pension. 

- Vi vil komme til at mangle Thorkils visioner i forsyningen, men jeg kan godt forstå, at tiden nu er inde til nye oplevelser i livet. Thorkil har været en meget vellidt direktør både hos medarbejderne og bestyrelsen og har sat mange fodspor i hele energi-Danmark og udlandet med – selv storbyen Tokyo har hentet inspiration hos os. Thorkil er hovedarkitekten bag det ultramoderne forsyningsselskab, som vi er i dag. Og vi leder nu efter en direktør, der kan fortsætte denne udvikling, siger Lasse Riisgaard i pressemeddelelsen. 

Thorkil Neergaard selv ser frem til mere tid til rejser, hobbies og familien:

- Det har naturligvis været en stor og vemodig beslutning for mig at tage, men det er også en også en tanke, jeg har puslet med et stykke tid. På et tidspunkt skal en sådan beslutning jo tages, når pensionsalderen nærmer sig. Ethvert firma har i øvrigt godt af, at der ind imellem skiftes ud i toppen. Det giver ny dynamik. Brønderslev Forsyning er i mine øjne en fuldstændig suveræn arbejdsplads, og det har været et kæmpe privilegium at være omgivet af så mange dygtige og dedikerede ansatte og kolleger. Min efterfølger kan glæde sig”

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste