Billede beskrivelse

Stort fremmøde: Asaa sparkede sundhedsprojekt i gang

19. marts 2024 kl. 19.01
Opdateret 21. marts 2024 kl. 12.54

Asaa er udvalgt som en af seks landsbyer i Danmark til at deltage i Projekt Sundhedslandsby. Projektet er et samarbejde mellem Landdistrikternes Fællesråd, Region Syddanmark, Region Nordjylland, Region Sjælland og støttet af Nordeafonden.

Projektet har til formål at fremme sundhed og trivsel på tværs af generationer, køn, uddannelse, baggrund, økonomi og mental og fysisk forskellighed. Man håber med dette projekt at hjælpe med at skabe rum, tilgængelige fællesskaber og mulighed for det gode liv for alle.

Asaa er med sine mange foreninger og aktiviteter allerede et bud på en landsby med mange gode fællesskaber, hvilket også var en af Landdistrikternes Fællesråd og Regionens begrundelser for at udvælge Asaa til projektet, der skal arbejde med at styrke sammenhold, fællesskab og trivsel for alle i byen.

Velbesøgt idémøde

For at komme godt i gang havde man i Samrådet Østkystens styregruppe for Sundshedslandsby inviteret til et stort idémøde i Asaa Hallen. De 75 voksne og børn, der mødte op, blev allerede ved indgangen mødt af tankevækkende spørgsmål og inspirerende citater.

Billede beskrivelse

Pernille Wilsborg fra styregruppen bød alle velkommen og præsenterede programmet, der bød på inspirerende oplæg om emnerne sundhed, trivsel, fællesskab, underholdning og idé-workshoppen ’Spis - Snak - Skriv’.

Mette Boel, Landsbyernes Fællesråd, gav de ivrigt lyttende et inspirerende oplæg om både baggrunden og mulighederne i projekt Sundshedslandsby. Hun konkretiserede den måske lidt abstrakte vision og fortalte om de mulige effekter af projektet i Asaa og nævnte reduceret ensomhed, færre borgere i fysisk og psykisk mistrivsel, færre sygdomme relateret til ensomhed og mistrivsel og derved også et formindsket tryk på sundhedsvæsenet.

Mette opfordrede til at gøre de allerede eksisterende fællesskaber mere synlige, åbne og rummelige, og udvikle nye, hvor der er behov for det. Brobygning til sundhedsprofesionelle blev også nævnt, altså at frivillige borgere, sundhedsprofessionelle og andre fagpersoner viser vejen til foreninger og fællesskaber, når de møder borgere, der har brug for det.

Fokusområder

Mette Boel fremhævede det, foreninger og fællesskaber i Asaa allerede gør, og opfordrede til, at man bliver endnu bedre til at tage imod nye medlemmer. Asaa har allerede mange ambassadører, der i kraft af deres rolle som foreningsaktive, erhvervsdrivende eller via anden kontakt til andre indbyggere og tilflyttere viser vej og hjælper nye ind i fællesskaber.

- Hold fast i det og rekrutter flere, lød rådet.

Billede beskrivelse

Mettes inspirerende oplæg blev efterfulgt af Johnny Sort, der med afsæt i sit eget liv og erfaring med at rejse sig trods modgang, gav stærke argumenter for vigtigheden af at indgå i fællesskaber i blandt andet foreningslivet.

- Netop det at indgå i fællesskaber og have sociale relationer er vigtigt, når man skal rejse sig efter de store og små knubs, livet uvægerligt vil give os alle, sagde han.

Camilla Bech Uggerby, Brønderslev Kommunes Bevæg dig for livet-koordinator fortalte om de mange aktiviteter og muligheder Bevæg dig for Livet støtter. Aktiviteterne spænder fra støtte til opkvalificering af foreninger og familieaktiviteter, arrangementer for børnehaver, skolen og meget andet. Specifikt blev projekterne ’Sundhed, Motion og Fællesskab’ og ’Fritid for Alle’ nævnt. Fælles for begge projekter er, at målet er at inkludere flere i fællesskaber, der fremmer sundhed og trivsel i et samarbejde mellem kommune, sundhedscentre og foreninger.

Alle de inspirerende og spændende oplæg blev efterfulgt af underholdning af ’Det Flyvende Kuffertcirkus’, der senere aktiverede de mange fremmødte børn i den ene ende af hallen. I den anden ende kunne de voksne så i små grupper drøfte idéer, som blev opsamlet på de opsatte idéboards. Der var livlig snak, engagement og god stemning. Det glædede naturligvis styregruppen, der nu vil arbejde videre med de opsamlede idéer og involvere foreninger og borgere i udførslen af aktiviteter, arrangementer og øvrige tiltag. 

Styregruppen henviser i øvrigt til Facebookgruppen ’Vores sundhedslandsby - Asaa’.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste