Stor interesse for jobmessen: Over 500 mødte op
BRØNDERSLEV: Der var godt gang i snakken mellem virksomheder og jobsøgende, da Brønderslev Kommune torsdag arrangerede jobmesse i Brønderslev Hallerne.
Arrangementet blev i år afviklet for niende gang og har efterhånden udviklet sig til en fast mødeplads mellem lokale virksomheder og borgere på udkig efter nye jobmuligheder.
Både private og offentlige arbejdsgivere havde meldt deres ankomst. I alt var 42 stande på plads med orientering om jobmulighederne på netop deres arbejdspladser. De besøgende fik således mulighed for at tage en direkte snak med potentielle arbejdsgivere og høre mere om både konkrete stillinger og fremtidige muligheder.
Ifølge arrangørerne lykkedes det også i år at knytte masser af kontakter på tværs, ligesom der allerede på dagen blev indgået aftaler.
– Det er gået fint. Besøgstallet var på den gode side af 500, så det er absolut tilfredsstillende, siger Steffen Larsen fra Brønderslev Kommunes Job- og Ungecenteret.
Jobmessen har gennem årene udviklet sig til en vigtig platform for rekruttering og netværk i kommunen. Ud over de fremmødte arbejdsgivere var der vanen tro også mulighed for at finde et match på messens jobbørs.
Her blev der skiltet med flere hundrede ledige stillinger. Eksempelvis har Brønderslev Kommune for tiden 42 ledige stillinger som SOSU-elev. Mariendal El-teknik søger 25 medarbejdere, og i vores egen baghave er Det Nordjyske Mediehus på udkig efter 37 omdelere.