
Sterup-søstre skriver børnebog om deres farmor
12. maj udkommer børnebog fra teatersøstre
STERUP: Søstrene Selma og Nanna Rosenfeldt-Olsen fra Åsen Teater i Sterup har skrevet en helt ny børnebog. Den udkommer torsdag 12 maj, hedder “Famse Remse”, og det er deres farmor Else, som er hovedperson i bogen.
Farmor, sæt dig her i stolen
Læn din ryg tilbage
Min farmor har et ordsprog til alle året dage
Hun har en samling vers, et sprog,
hun bruger når hun taler.
Det bruges til forklaring
og trøst, hvis du har kvaler.
Børnebogen "Famse Remse" handler om sprog og om ordsprog - og på billedsiden er det en collage med motiver fra farmors tid.
Man møder i bogen et barnebarn, som husker - eller forsøger at huske - de ordsprog, som farmor bruger eller brugte. Barnet husker brudstykker fra ordsprogene, men det hele bliver blandet sammen i en pærevælling:
Er gærdet lavt, er barnet brændt
så skal man ikke græde
For lige børn de spilder mælk
i det kan fuglen bade.
"Famse Remse" bliver på den måde en hyggelig oplæsningsbog, hvor barnet og den voksne kan tale om ordsprog og se på billeder fra gamle dage, for hvordan var det lige det rigtige ordsprog lød? Og hvorfor bruger man ordsprog?
Selma og Nanna Rosenfeldt-Olsen har brugt rigtig meget tid sammen med deres Farmor Else i deres barndom på Åsen. For hver gang far og mor skulle på teaterturné stillede Farmor Else op med sin person og sine ordsprog. Det kom der dejligt samvær ud af, og nu er der også kommet en børnebog til glæde for alle andre.