Overskuddet efter Stafet for Livet har slået alle rekorder: Så stort blev det
Stafet For Livet Dronninglund har nu gjort regnskabet op efter årets stafet, og resultatet slog alle rekorder.
En meget glad kasserer, Kim Geer Pedersen, kan således fortælle, at overskuddet i 2023 blev fordoblet i forhold til 2022. 155.000 kroner blev det endelige overskud, og det er man rigtig glade for og stolte over. Der bliver nu sendt 10% svarende til 15.550 kroner videre til Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Dronninglund.
Det var femte gang, Stafet For Livet Dronninglund, blev afviklet.
- De rammer, styregruppen har skabt i Oasen, blev i den grad udnyttet af de mange deltagere. Med et højt deltagerantal, mange aktiviteter på pladsen og ved teltene, en smuk lysceremoni og 24 timer med fordybelse, latter, samtaler og eftertænksomhed har alle været med til at skabe et lokalt arrangement med meningsfuldhed og håb for fightere, pårørende og alle stafettens deltagere og gæster, lyder det fra Lone Møller, formand for Stafet For Livet.
Hun og styregruppen håber at se alle sammen igen ved næste års stafet, der finder sted 31. august og 1. september.